Den 33-årige nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.
En 33-årig eritreisk mand er ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for menneskesmugling.
Den 33-årige nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.
Den eritreiske mand kom ved midnatstid kørende i en personbil med en 25-årig landsmand som passager, hvor køretøjet blev taget ud til indrejsekontrol ved Frøslev Grænse.
Ved kontrollen kunne den 33-årige vise gyldig, tysk rejselegitimation, mens den 25-årige mand ikke kunne vise nogen form for legitimation.
Den 33-årige blev derefter anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi og sigtet for menneskesmugling.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.