Kl. 09.26 i dag modtog Nordjyllands Politi via 112 en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med kniv på adressen Thuresensvej i Nørresundby.
Politiet sendte derfor straks adskillige patruljer til stedet.
”Forurettede er en 33-årig mand, der på gaden blev overfaldet af tre til fire gerningsmænd, som stak ham med en kniv i den ene arm, samt i det ene ben. Gerningsmændene kørte herefter fra stedet i en mørk stationcar i ukendt retning,” siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, politikommissær Mads Hesslund.
Forurettet blev kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev behandlet for sine skader. Manden har på intet tidspunkt været i livsfare.
”Vi vil gerne høre fra vidner, som har set overfaldet eller gerningsmændene. Vi har dog kun et sparsomt signalement af gerningsmændene,” lyder der fra Mads Hesslund.
De formodede gerningsmænd beskrives alle som værende mænd, iført hættetrøjer med hætterne trukket op. Det er uvist, om der var tre eller fire gerningsmænd.
Nordjylland Politi er færdige på gerningsstedet i Nørresundby, og man efterforsker nu videre sagen, herunder skal der afhøres en række personer og foretages en række undersøgelser.
”Og af hensyn til denne efterforskning kan vi ikke kommentere sagen nærmere på nuværende tidspunkt.”
Vidner, der har oplysninger til sagen, kan ringe 114.