En 46-årig mand er ved retten i Viborg blevet idømt tre et halvt års fængsel for en lang række forhold begået mod en 34-årig kvinde – herunder vold, voldtægt og blufærdighedskrænkelse.
En kvinde fra Viborg blev om aftenen den 21. februar 2021 udsat for blufærdighedskrænkelse, da en tidligere bekendt filmede hende og en anden mand uden deres samtykke. Det slog retten i Viborg i dag fast.
Videooptagelserne fandt sted fra den 34-årige kvindes private baghave, hvorfra den nu fængselsdømte mand gennem vinduerne til hendes hus filmede hende og den anden mand. En handling, der ifølge retten var en krænkelse af deres blufærdighed.
Efterfølgende valgte den 46-årige gerningsmand at dele videoerne digitalt til flere forskellige personer, hvilket retten også fandt ham skyldig i. Han blev derudover også dømt skyldig i to forskellige forhold af hærværk begået mod de samme to personers private biler.
Ved retten i Viborg blev manden også kendt skyldig i forhold vedrørende vold og efterfølgende voldtægt begået mod den 34-årige kvinde i slutningen af januar 2021.
”Jeg meget tilfreds med, at retten har fundet tiltalte skyldig i anklageskriftet, og jeg finder straffen passende udmålt,” siger specialanklager Pia Koudahl fra anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi.
Voldtægtsepisoden blev vurderet til at være foregået under anvendelse af vold og trusler og uden samtykke fra kvindens side.
Den 46-årige mand blev ved retten også kendt skyldig i et forhold fra marts 2021 vedrørende et indbrud i kvindens hus i Viborg, hvor han begik både tyveri og hærværk for et endnu ikke opgjort beløb.
Dommen blev anket til frifindelse.