35-årig udlænding varetægtsfængsling i stor sag

En 35-årig udenlandsk statsborger er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indsmugling af en større mængde narkotika.

En 35-årig mand, udenlandsk statsborger, blev torsdag i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indsmugling af en større mængde narkotika.

Den 35-årige blev onsdag morgen anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi på Sønderjyske Motorvej, efter at han havde passeret grænsen.

Mandens personbil blev undersøgt i Toldstyrelsens undersøgelseshal ved grænsen, hvor narkotikaen blev fundet gemt i køretøjet.

Den 35-årige nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere af hensyn til den aktuelle efterforskning.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)