39-årig mand dømt skyldig i dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov karakter

En 39-årig mand er i dag ved Retten i Esbjerg blevet dømt for dokumentfalsk, databedrageri og bedrageri af særlig grov karakter.

Manden, der på gerningstidspunktet var ansat i et pengeinstitut i Esbjerg Kommune, udnyttede i en periode på godt 2½ år sin stilling til at begå omfattende økonomisk kriminalitet. Han tog blandt andet penge fra kunders konti og optog lån ved hjælp af forfalskede underskrifter. Det samlede beløb nærmede sig 3 millioner kroner.

Retten fandt det skærpende, at kriminaliteten både omfattede dokumentfalsk og bedrageri, at den strakte sig over en længere periode, og at den tiltalte havde en betroet stilling.

Den 39-årige blev idømt en ubetinget fængselsstraf på 1 år og 9 måneder. Han skal desuden betale erstatning, blandt andet til det pengeinstitut, hvor han var ansat.

”Jeg mener, at vi overordnet set kan være tilfredse med dommen. Retten har i vidt omfang fulgt vores bemærkninger, både i forhold til skyldsspørgsmålet og i forhold til sanktionen. Det er en særdeles grov sag, hvilket dommen også afspejler,” udtaler specialanklager Nuunu Terese Juul Rømer fra anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.


Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)