Site icon 24NYT

39-årig mand sigtet for drabsforsøg

Arkivfoto: Politiet.

En 39-årig mand fra Salling er ved et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg. Drabsforsøget blev begået natten til onsdag i Glyngøre.

Retten i Viborg har onsdag eftermiddag varetægtsfængslet en 39-årig mand i foreløbigt fire uger, sigtet for at have begået et knivstikkeri mod en 35-årig mand.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog anmeldelsen natten til onsdag kl. 01.08, hvor den mistænkte ved politiets ankomst havde forladt gerningsstedet.

Det lykkedes efterfølgende onsdag morgen kl. 06.08 at få den mistænkte anholdt på sin bopæl, mens den forurettede – den 35-årig mand – i mellemtiden var blevet fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Den 35-årige var på gerningstidspunktet i livsfare, hvorfor Midt- og Vestjyllands Politi har sigtet den 39-årige mand for forsøg på manddrab.

Drabsforsøget blev udført med en kniv, som blev fundet på gerningsstedet.

Den 39-årige er blevet fængslet i surrogat. Kendelsen kæret til landsretten.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer.

 

Exit mobile version
Click to listen highlighted text!