40 procent af alle nye boliger bør være almene

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Ryst posen og giv København lov til at bygge mange flere almene boliger. Det er DF i Københavns opfordring til Christiansborg, mens partierne forhandler om den nye planlov.

Debatindlæg af Finn Rudaizky, gruppeformand, Dansk Folkeparti, og Cheanne Nielsen, suppleant, Dansk Folkeparti, Københavns Borgerrepræsentation

Partierne på Christiansborg forhandler netop nu om en opdatering af planloven. Der er tale om brede forhandlinger i den kreds af partier som stod bag den seneste revision af loven. I spil er blandt flere emner, hvor mange almene boliger som bl.a. Københavns Kommune kan kræve opført, når der skal bygges på nye lokalplanområder i kommunen.

Dansk Folkeparti er klar til at hæve andelen af almene boliger til 40 procent i de nye lokalplanområder. I dag er 25 procent maksgrænsen og Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) har tidligere talt for at hæve procenten til 33.

Men det er ikke nok. Almene boliger er det eneste rigtige værktøj vi har til at sikre, at folk uden formuer og en velspækket tegnebog kan komme til at bo i København. Gode moderne almene boliger er vejen frem, så København fremover kan bestå af andre end bankdirektører og advokatersom køber nye og meget dyre boliger i f.eks. Nordhavn.

København halter i forvejen bagud i antallet af almene boliger målt i forhold til nogle af de andre store byer. I Aarhus og Aalborg er knap 30 procent af boligerne almene, mens tallet i København kun er 20 procent med byens godt 60.000 almene boliger. I løbet af de sidste 10 år er der kommet under 5.000 nye almene boliger i København. Det er alt for lidt i forhold til behovet.

LÆS OGSÅ:  DEBAT | Psykolog: Muslimsk radikalisering af børn skader ligeså meget som pædofili

København er en ung by. Hver fjerde københavner er under 25 år, og de mange unge har meget vanskeligt ved at finde en bolig i byen som kan rummes indenfor et SU-budget kombineret med et studenterjob.

Støttede ungdomsboliger skal derfor prioriteres langt højere. De private ungdomsboliger er for dyre, og udlejningen af private værelser til de unge har mest karakter af rene pengemaskiner for udlejerne.

Vi vil derfor tage kontakt til forhandlerne på Christiansborg for at opfordre dem til at give kommunerne mulighed for at bygge 40 procent almene boliger, når nye lokalplansområder tages i brug. Det er og skal fortsat være frivilligt for kommunerne at bygge så mange boliger, men får vi muligheden, er vi sikre på, at vi kan finde et flertal i København for det.

Dansk Folkeparti på Københavns Rådhus er det parti der oftest har stemt for almene boligprojekter. Enhedslisten fremhæver gerne deres store opbakning til den almene sektor, men når det kommer til stykket, finder de for tit argumenter for, hvorfor et konkret projekt ikke skal støttes. Vi har derimod en principbeslutning om at støtte alle almene boligprojekter i København.

Udfordringen er, at København er tæt på at være en fuldt udbygget by. Men der er fortsat muligheder for flere almene boliger i Nordhavn, Sydhavn og langs DSB’s tidligere arealer på bl.a. Vesterbro.

Skal vi have nok almene boliger i fremtiden, må vi også tænke i højden. I randområderne til city og det gamle København er det muligt at bygge nye almene boliger i tårne uden at genere naboerne i form af blæst, skygge m.v.

LÆS OGSÅ:  Vil Jakob Ellemann udradere Venstre?

Skal vi have en blandet by i fremtiden hvor almindelige mennesker bor tæt på københavnere med store indtægter, skal vi konsekvent prioritere de almene boliger. En god start er at give os mulighed for at nå de 40 procent. Opfordringen er hermed givet videre til forhandlerne og boligministeren.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)