41-årig litauisk mand varetægtsfængslet i sag om tyveri af værdifuldt udstyr

Den litauiske mand blev tirsdag formiddag udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest af tysk politi i forbindelse med sagen. Han nægter sig skyldig.

En 41-årig litauisk mand er tirsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for dels tyveri, dels hæleri af to teleskoplæssere.

De to maskiner repræsenterer en samlet værdi på to millioner kroner og blev stjålet fra en virksomhed i Tønder Kommune i perioden mellem den 31. maj og den 1. juni.

Den sigtede nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Den litauiske mand blev tirsdag formiddag udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi af tysk politi i forbindelse med sagen.

Han blev den 1. juni anholdt af de tyske myndigheder i Slesvig-Holsten med de to maskiner og efterfølgende udleveret på baggrund af en europæisk arrestordre.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.