42-årig mand har erkendt at have kastet brugte kanyler ind på børnehaves legeplads

En 42-årig mand fra Esbjerg har onsdag erkendt over for nærpolitiet i Esbjerg Øst, at han efter et skænderi har kastet brugte kanyler ind på børnehaven Lykkegårdsparkens legeplads og langs Skanderborgvej i Esbjerg.

Kanylerne blev søndag og mandag fundet af borgere i området.

Ked af forløbet
Den 42-årige er sigtet for overtrædelse af affaldsbekendtgørelsen og har under en afhøring erkendt, at han kastede kanylerne. Manden bor ikke selv i området. Men efter et skænderi med en beboer i kvarteret kastede den sigtede med kanylerne. Han er efterfølgende meget ked af hændelsesforløbet og understreger, at han ikke har haft til hensigt at skade nogen.

Patruljer
Som følge af hændelsen har der dels været en patrulje på stedet, dels har nærbetjente patruljeret i området for at skabe tryghed. Desuden har nærpolitiet holdt møde om hændelsesforløbet med områdelederen af børnehaven, lederen af den lokale skole, boligforeningen i området og de kommunale SSP-medarbejdere.

Godt sammenhold
Politiet roser i denne sammenhæng de øvrige aktører i samarbejdet for at være med til at få hændelsen hurtigt løst samt være med til at skabe øget tryghed i området.

– Det er et udtryk for godt sammenhold, understreger politikommissær Per Bech fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Nordvest.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)