Onsdag blev en 45-årig mand ved Retten i Aarhus idømt anbringelse uden længstetid på en psykiatrisk afdeling for i februar at have dræbt sin 65-årige mor ved at stikke hende i halsen med en kniv.
Drabet skete om aftenen den 15. februar på moderens bopæl i Sabro, hvor sønnen også boede.
Det var den 45-årige selv, der ringede 112 og fortalte, at han havde slået sin mor ihjel, og han lod sig frivilligt anholde, da politiet kort efter var fremme på adressen.
Den 65-årige kvinde var død, da politiet kom frem, og de nærmere undersøgelser viste, at hun var blevet stukket i hals- og nakkeregionen med en kniv.
Ikke egnet til fængselsstraf
Dagen efter drabet blev den 45-årige varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, og ved retsmødet onsdag var rettens vurdering altså, at han skulle idømmes anbringelse uden længstetid, da han ikke er egnet til at afsone en fængselsstraf.
”Det er en meget tragisk sag, hvor gerningsmanden ifølge Retslægerådets vurdering har nogle store psykiske udfordringer og var sindssyg i gerningsøjeblikket. Samtidigt vurderer lægerne, at der er risiko for, at han kan begå ligeartet kriminalitet, og derfor er jeg tilfreds med, at retten fulgte påstanden om en anbringelsesdom uden længstetid,” siger specialanklager Jesper Rubow.
Begrebet ”uden længstetid” betyder, at den 45-årige skal være anbragt på ubestemt tid, og at retten skal give tilladelse til det, før han kan udskrives.
Frakendes retten til arv
Den 45-årige erkendte drabet. Han ankede ikke dommen.
Han blev ved rettens dom frakendt retten til at arve efter sin mor.
”Det er fast kutyme i disse sager, at retten til arv frakendes. Det skal, populært sagt, ikke kunne betale sig økonomisk at dræbe en nærtstående,” siger Jesper Rubow.
Den 45-årige skal fortsat være varetægtsfængslet i surrogat frem til anbringelsen.