46.000 flere offentligt ansatte i et snuptag

Manglen på arbejdskraft truer den økonomiske velstand og velfærden. Hvis det offentlige skal levere samme velfærd som i dag, skal der ansættes 44.000 flere i den offentlige sektor, siger KL-formanden og Aarhus-borgmesteren, Jacob Bundsgaard. Men det findes der en enkel løsning på, skriver Thomas Bernt Henriksen i Berlingske.

”Kommunerne kan bare indføre samme regler for betalt frokost i den offentlige sektor som i den private sektor. Mindst otte ud af ti offentligt ansatte har betalt frokost, så de i stedet for at arbejde 37 timer om ugen kun arbejder 34,7. Kun en ud af ti privatansatte har derimod betalt frokostpause, hvilket betyder, at privatansatte skal være 39,3 timer på arbejdspladsen, hvis de spiser deres frokost i kantinen.

Hvis den offentlige sektor selv betaler sin frokostpause, vil det ifølge en analyse fra DA og Cepos fra 2017 frigøre 35.000-46.000 offentligt ansatte og som en ekstra bonus løfte velstanden med op mod 40 milliarder kroner. Det løser hele problemet i et snuptag.

Alt efter hvilke øjne man ser med, vil et opgør med særrettighederne for de offentligt ansatte med ét gøre den offentlige sektor 7 pct. mere effektiv, mens de offentligt ansatte selvsagt vil se et opgør med særrettighederne som en lønnedgang på 7 pct.”.