Torsdag eftermiddag kl. 16.35 modtog politiet en anmeldelse om, at der var sket et alvorligt færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nærheden af Genvejen i Viby J.
En patrulje fra Østjyllands Politi var til stede i nærheden og fremme ved uheldsstedet bare få minutter senere, hvor det kunne konstateres, at en lastbil havde påkørt en personbil frontalt. Personbilen var kommet kørende i sydgående retning, da uheldet fandt sted.
Myndighederne kunne ved uheldsstedet hurtigt konstatere, at en 47-årig mands liv ikke stod til at redde trods forsøg på førstehjælp. Han blev erklæret død på stedet af ambulancelægen kort tid efter.
Ulykken opstod ved, at en 51-årig mandlig lastbilchauffør var kommet kørende i nordgående retning på motorvejen, da han af uvisse årsager mistede herredømmet over sit køretøj. Det resulterede i, at han kørte gennem autoværnet i midterrabatten og over i modsatte kørebane, hvor det frontale sammenstød med personbilen fandt sted.
Et tredje køretøj havde fået nogle mindre materielle skader i forbindelse med uheldet, mens lastbilens førerhus var væltet om på siden og havde fået omfattende skader. Ingen øvrige personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.
En bilinspektør blev kaldt til stedet og skal nu forsøge at klarlægge det nærmere hændelsesforløb. Østjyllands Politi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om sagen.
De pårørende til den dræbte er underrettet.
Ved uheldsstedet var der mange vidner, og trafikken i begge retninger blev spærret i en periode på nogle timer. Østjyllands Politi opfordrer til, at man tager kontakt Offerrådgivningen, hvis man har brug for at få talt med nogen om sagen. Offerrådgivningen i Østjylland kan døgnet rundt kontaktes på telefonnummer 23 68 60 56.