Raceoptøjerne i USA er udtryk for en kulturkamp i det amerikanske samfund, som er opdelt i geografiske enklaver, nemlig konservativ udkant og venstreliberal metropol, skriver Birgitte Borup i Berlingske.
Fraværet af en samlende kraft, der er stærk nok til at forene De Forenede Stater, har sjældent været tydeligere. Begge præsidentkandidater kæmper i stedet for at samle deres egne.
Raceopgør er langtfra et nyt fænomen i USA. Borgerrettighedskampene er blevet udkæmpet med jævne mellemrum siden 1950’erne, ofte i raseri over en uretfærdighed a la den, der overgik George Floyd. Drabet på Martin Luther King i 1968 og politiets mishandling af Rodney King i 1991 er blot et par eksempler.
Men denne gang foregår oprøret på skuldrene af de kulturkampe og den identitetspolitik, der de senere år har spillet en væsentlig rolle i splittelsen af det amerikanske samfund.
Mens alle kan blive enige om, at behandlingen af George Floyd er en skændsel, der har rødder dybt i Amerikas mørkeste sider, er reaktionerne på dødsfaldet blevet en identitetsmarkør.
Nogle (de konservative – 24NYT) mener, at de voldelige optøjer for længst er holdt op med at handle om George Floyd og blot er destruktion.
Andre (de venstreliberale – 24NYT) mener, at ødelæggelser og plyndringer er en pris, man må acceptere, for mange års undertrykkelse og racisme.