Site icon 24NYT

50-årig mand anholdt for forsætlig brandstiftelse

Sydøstjyllands Politi har i går kl. 15.00 anholdt en 50-årig mand fra Egtved for forsætlig brandstiftelse af en række brande i Egtved-området.

 

De seneste to måneder har der været omkring 40 naturbrande i Egtved-området, og Sydøstjyllands Politi har været meget opmærksomme på dem fra starten. Alle brande er blevet slukket uden hverken personskade eller bygningsskade, men risikoen for spredning er meget høj, når vejret er tørt – og især når der er tale om påsatte brande.

 

Det er bekymrende, når der opstår så mange brande inden for kort tid, og derfor startede Sydøstjyllands Politi også meget tidligt i forløbet en samlet efterforskning. På den baggrund har Sydøstjyllands Politi nu anholdt en 50-årig mand for forsætlig brandstiftelse af en række brande.

 

Den 50-årige mand bliver fremstillet i dag i grundlovsforhør kl. 11.00 ved Retten i Kolding, hvor Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi vil anmode om, at grundlovsforhøret bliver afholdt for lukkede døre.

Af hensyn til efterforskningen kan Sydøstjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke dele flere oplysninger om sagen med offentligheden.

Exit mobile version