51-årig mand udvist

En 51-årig rumænsk statsborger er i Københavns Byret blevet straffet med halvandet års fængsel og udvist med indrejseforbud i 12 år. Manden blev fundet skyldig i en sag om mange tricktyverier og efterfølgende databedrageri.

Det var især ældre borgere, der blev udsat for tricktyveri af den 51-årige mand. I slutningen af 2020 og i begyndelsen af 2021 opsøgte han flere gange borgere på forskellige S-togsstationer, hvor han først aflurede deres pinkoder og bagefter stjal deres betalingskort.

Herefter blev kortene brugt af den 51-årige mand, som er blevet dømt for i alt 18 tyverier og 177 tilfælde af databedrageri.

Efter en grundig efterforskning blev manden anholdt den 7. januar og har siddet varetægtsfængslet frem til dagens dom, som lød på halvandet års fængsel og udvisning med indrejseforbud i 12 år.

»Jeg er godt tilfreds med den dom, som retten i dag er nået frem til. Det er en omfattende sag, hvor den nu dømte især er gået efter ældre medborgere, som han helt skrupelløst har stjålet fra,« siger anklagerfuldmægtig Peter Andersen.

Den 51-årige mand modtog dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)