Et nævningeting har ved retten i Helsingør idømt en 50-årig mand 15 års fængsel i en sag om drab på en 52-årig mand fra Birkerød.
Den tiltalte har under retssagen hævdet, at der var tale om et vådeskud. Det var Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi imidlertid ikke enig i.
– Det er Anklagemyndighedens opfattelse, at der var tale om et forsætligt drab, hvor den tiltalte enten havde til hensigt, at den 52-årige skulle dø eller, at den tiltalte måtte anse døden som så sandsynlig, at forsætkravet er opfyldt, sagde specialanklager Margit Wegge blandt andet i sin procedure om skyldsspørgsmålet.
For så vidt angår strafudmålingen lagde Margit Wegge vægt på, at muligheden for strafforhøjelse burde anvendes på grund af særdeles skærpende omstændigheder i sagen. Hun mente derfor, at straffen som udgangspunkt skulle være på mellem 10 og 20 års fængsel, afhængig af, om nævningene fandt, at der var tale om drab eller uagtsomt manddrab.
Sagen blev afgjort af et enigt nævningeting, som fandt den 50-årig skyldig i drab og fastsatte straffen til 15 års fængsel.
– Jeg er tilfreds med, at retten har sendt et tydeligt signal om, at man ikke kan slippe fra at begå drab, skjule liget og i øvrigt forsøge at gøre alt for at virke som om man intet kendskab havde til sagen for derefter at påstå, at der var tale om et uheld, siger Margit Wegge.
Den 50-årige mand var tillige tiltalt for en række andre forhold, blandt andet usømmelig omgang med lig, besiddelse af amfetamin samt skærpet overtrædelse af våbenloven. Disse forhold indgik tillige i strafudmålingen. Han valgte at anke dommen på stedet.