53-årig mand dømt til anbringelse efter ildspåsættelse

53-årig mand dømt for at sætte ild til hotelkælder

En 53-årig mand er tirsdag ved Retten i Aarhus blevet idømt dom til anbringelse på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap, efter han blev kendt skyldig i forsætlig brandstiftelse.

Det var om aftenen den 5. september sidste år, at den 53-årige gik ned i parkeringskælderen til Hotel Cabinn i Kannikegade i Aarhus, hvor han satte ild til flere bure med vasketøj.

Branden medførte, at samtlige gæster på hotellet blev evakueret af sikkerhedshensyn, og der skete skader på biler og bygning for omkring 200.000 kroner.

Østjyllands Politi kiggede i forbindelse med efterforskningen hotellets overvågning igennem. Her opdagede de en mistænkelig mand, og da de søgte på hans signalement i politiets systemer, dukkede den 53-årige op.  Manden bor i Odense, men det viste sig hurtigt, at han havde været til Aarhus Festuge på gerningstidspunktet.

Han blev anholdt tre dage efter på en campingplads i Aarhus, hvor han overnattede. Siden har han siddet varetægtsfængslet.

Anklager i sagen Laura Simoni Pedersen er tilfreds med dommen.

”Set i lyset af mentalerklæringen og Retslægerådets udtalelser er jeg tilfreds med, at den tiltalte blev dømt til anbringelse. Selvom vurderingen er, at ingen personer umiddelbart var i fare i forbindelse med branden, er det alligevel en alvorlig forbrydelse, den 53-årige har begået,”  siger anklageren.

Den 53-årige erkendte og modtog dommen.

LÆS OGSÅ:  Solgte hash til Pusherstreet. Nu skal de flere år i fængsel

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)