58-årig mand frataget sit danske statsborgerskab

En 58-årig mand fra Viborg mistede onsdag, onsdag den 31. august 2022, sit danske statsborgerskab. Dommen faldt ved Retten i Viborg.

 

Da manden i 2013 ansøgte om dansk statsborgerskab, oplyste han, at han ikke havde begået kriminalitet i Danmark. Senere blev han dog ved både byret og landsret fundet skyldig i kriminalitet begået i en periode fra 2006 til 2016.

På den baggrund blev det vurderet, at det var uberettiget, da manden i sin tid fik dansk statsborgerskab. Derfor indbragte anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi sagen for retten. Retsmødet blev afholdt onsdag den 24. august 2022, hvor Retten i Viborg optog sagen til dom. Onsdag den 31. august 2022, faldt dommen så. Retten valgte at følge anklagemyndighedens påstand og frakendte således manden hans danske statsborgerskab.

”Retten i Viborg er enig med anklagemyndigheden og Udlændinge- og Integrationsministeriet i, at betingelserne for at frakende manden sit danske statsborgerskab er opfyldt. Det er jeg selvfølgelig tilfreds med. Det må nødvendigvis være sådan, når man alene opnår dansk statsborgerskab ved at afgive urigtige oplysninger til myndighederne”, siger senioranklager Linette Lysgaard fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)