Kgs. Lyngby
En borger anmeldte klokken 18.47, at en mand kort forinden var blevet overfaldet af tre unge på en perron på Lyngby Station, og at de tre gerningspersoner derefter var løbet fra stedet. Patruljer kørte til stationen, hvor den forurettede, en 59-årig mand fra København, blev truffet. Han forklarede, at han var blevet tildelt flere skub og spark af tre personer som følge af en uoverensstemmelse med dem om afspilning af høj musik i toget.
Ved patruljens ankomst havde en borger standset en af de formodede gerningspersoner, en 12-årig dreng fra Espergærde. Grundet hans unge alder blev der taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.
Der blev runderet efter de to andre gerningspersoner i området, men det var ikke muligt at udfinde dem. De beskrives som:
A: dreng, 14-15 år, ca. 170 cm, dansk af udseende, spinkel af bygning og med lyst hår.
B: dreng, 14-15 år, ca. 160-165 cm, udenlandsk af udseende, spinkel af bygning og med sort hår. Havde en bæltetaske om maven og var muligvis iført en mørk vest.