Site icon 24NYT

60 år med Europas teleskoper

I 60 år har Det europæiske Sydobservatorium ESO haft fødderne på Jorden – i Chile, og blikket løftet imod himlen. For tiden har ESO Verdens største teleskop under opførelse. Danske astronomer har i alle årene ydet væsentlige bidrag, og har skabt store resultater.

60-årsjubilæet markeres ved en sammenkomst den 15. september 2022 fra klokken 10-16. Det sker i Københavns Universitets bygning på Øster Voldgade 10.

Arrangementet foregår på engelsk, men det vil være muligt at møde dansktalende astronomer og studerende. Pressen er velkommen, men vi beder om forhåndstilmelding på e-mailadressen herunder.

ESOs generalsekretær Xavier Barcons vil være til stede. Desuden deltager, foruden en masse danske astronomer, Roberto Tamai, som er programme manager for det kommende 39 m store ELT – Extremely Large Telescope, som er under opførelse på bjergtoppen Cerro Armazones i Chiles del af Andesbjergene.

Vært ved mødet er the Instrument Center for Danish Astrophysics, IDA.

I løbet af sammenkomsten vil en række nøglepersoner fortælle, med eksempler, om frontlinieforskning og frontlinieteknologi, som har haft stor betydning for astronomien i Danmark, og om betydningen for industrien og rekruttering til uddannelserne og formidlingen overfor offentligheden.

I 1967 tilsluttede Danmark sig ESO. Danmark bidrager, ligesom de 15 andre lande, som er tilsluttet organisationen, dels til det fælles budget, og dels til særligt udvalgte projekter. For tiden er Danmarks årlige bidrag på i alt Dkr. 28,4 mio. Desuden betaler Københavns Universitet, Aarhus Univeritet og Danmarks Tekniske Universitet tilsammen Dkr. 4,3 mio til det store ELT-teleskop. Danmarks deltagelsen giver mulighed for, at danske astronomer, eventuelt i samarbejde med internationale partnere, kan få observationstid på ESOs teleskoper. Desuden har vi ved en særlig aftale på La Silla-observatoriet opstillet Det Danske 1,54 m Teleskop, og desuden et mindre 50 cm teleskop, som nu bruges af lokale observatører.

Exit mobile version