60-årig kvinde overfaldet med knytnæveslag efter dyt

Kalundborg

I går kl. 0828 anmeldte en 60-årig kvinde fra Jyderup, at hun kl. ca. 0750 på Kalundborgvej ved en friskole havde været udsat for et voldeligt overfald af en anden trafikant.

Den 60-årige skulle ifølge sin forklaring i sin bil svinge ind på skolens område i den tætte morgentrafik i forbindelse med aflevering af børn ved skolen.

En anden trafikant bag den 60-åriges bil overhalede pludselig ud over dobbelt optrukne spærrelinjer, hvilket gjorde den 60-årige så forskrækket, at hun dyttede. Dette fik den overhalende bilist til at standse og henvende sig til den 60-årige, der derfor rullede sideruden ned.

Uden varsel fik hun et knytnæveslag mod halsen/skulderen, hvorefter den mandlige bilist verbalt overfusede og truede hende.

Han kørte herefter fra stedet i sin bil, som blev beskrevet som en sort personbil af mærket Tesla. Føreren blev beskrevet som: mand, 45-48 år, dansk-talende, almindelig af bygning, kort brunligt hår, bar briller og iført en sort jakke.

Den 60-årige blev vejledt om at søge læge for at få dokumenteret slaget mod sig. Politiet forsøger nu at få identificeret både bilen og dens fører ud fra oplysningerne i sagen fra offeret og eventuelt øvrige vidner.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket episoden i morgentrafikken i Føllenslev, eller som kan give oplysninger om bilen og/eller dens fører. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)