7 mænd dømt for organiseret indsmugling og videredistribution af i alt 36 kg. kokain
Retten i Glostrup har i går afsagt dom i en sag om organiseret indsmugling og videredistribution af i alt 36 kg. kokain. Sagen har været efterforsket siden januar 2017 af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ).
SEØ foretog tilbage i juni 2017 anholdelse af 5 personer, som var mistænkt for at forestå indsmugling og videredistribution af kokain fra Holland til Danmark. I forbindelse med anholdelserne beslaglagde politiet 13 kg. kokain. Politiets efterforskning viste, at samme personkreds forud for anholdelserne havde foretaget flere indsmuglinger fra Holland.
Efterforskningen førte ligeledes til, at politiet i august 2017 foretog anholdelse af yderligere to personer, som blev tiltalt for videredistribution af ca. 2,5 kg. kokain i Danmark.
Retten i Glostrup idømte to bagmænd henholdsvis 12 år og 7 måneders fængsel og 12 års fængsel, ligesom den ene bagmænd blev udvist. Retten fandt det bevist, at bagmændene havde foretaget indsmugling fra Holland til Danmark af i alt 36 kg. kokain. Retten idømte 10 års fængsel til chaufføren og 8 års fængsel til en person, som stillede sin lejlighed til rådighed for opbevaring af kokainen. Endvidere idømte retten 9 år og 6 måneders fængsel til en person, som efter rettens vurdering alene var med til indsmugling af 13 kg. kokain.
Retten udmålte endvidere en straf på 6 års fængsel til de to personer, som havde forestået videredistribution af ca. 2,5 kg. kokain.
6 af de domfældte ankede dommen til frifindelse, mens 1 domfældt tog betænkningstid med hensyn til anke.
”Jeg er tilfreds med, at retten har fundet det bevist, at der var tale om organiseret indsmugling og videredistribution af kokain fra Holland til Danmark, og at der er foretaget indsmugling af kokain også forud for anholdelserne. Retten har udmålt lange fængselsstraffe, hvilket netop afspejler, at der er tale om organiseret og samfundsskadelig kriminalitet,” udtaler anklager Hanne Christensen.