Site icon 24NYT

73-årig mand idømt seks års fængsel for drabsforsøg

Foto: Per Johansen

Den 73-årige mand, der under sagen har nægtet sig skyldig, ankede dommen til Vestre Landsret.

Et nævningeting ved Retten i Esbjerg har mandag idømt en 73-årig mand fra Frederiksberg seks års fængsel for forsøg på manddrab på sin 63-årige hustru.

Hændelsen fandt sted den 19. februar 2020 klokken cirka 02.00, hvor den 73-årige mand angreb sin ægtefælle med kraftige slag med en hammer samt med knytnæveslag i parrets sommerhus på Fanø, hvor kvinden bl.a. pådrog sig flere sår i hovedet og flere ribbensbrud.

Den 73-årige mand, der under sagen har nægtet sig skyldig, ankede dommen.

Han har været varetægtsfængslet siden anholdelsen den 19. februar, og varetægtsfængslingen fortsætter frem til ankesagen ved Vestre Landsret.

Senioranklager Anemarie Haahr fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser, at hun er tilfreds med dommen, hvor straffen på seks års fængsel er i overensstemmelse med udgangspunktet i retssager om drabsforsøg.

Exit mobile version