81-årig kvinde formentlig skudt og dræbt af 84-årig ægtemand

Foto: Kim Matthäi Leland

Familietragedie – Jyderup, Vig – Odsherred

Kl. 0752 slog medarbejdere fra hjemmeplejen alarm til politiet, fordi formentlig alvorligt kvæstede personer var blevet fundet på en privat bopæl, hvor en 84-årig mand og en 81-årig kvinde fra Vig boede sammen. Ambulancepersonale og politiet kørte til stedet, hvor en mand og en kvinde blev fundet livløse inde i den private bopæl og straks konstateret døde af det sundhedsfaglige personale. På findestedet lå også et skydevåben, hvorfor politiet afspærrede området for at foretage nærmere undersøgelse af parrets bopæl.

Artiklen fortsætter under videoen…

Artiklen fortsætter under videoen…

Efterforskere, Rigspolitiets kriminalteknikere og en retsmediciner undersøgte gerningsstedet og konkluderede ud fra de tekniske spor på stedet, at manden formentlig havde skudt kvinden og efterfølgende begået selvmord. Manden havde jagttegn og adgang til skydevåben på sin bopæl. De to døde personer blev efter afsluttede tekniske undersøgelser på findestedet bragt til Retsmedicinsk Institut, hvor de vil blive undersøgt nærmere på torsdag i forbindelse med en retslægelig obduktion.

Politiet betragter sagen som en familietragedie, idet intet tyder på, at andre end de to nu afdøde har været impliceret i hændelsen. De pårørende til begge parter er i løbet af dagen blevet underrettet om sagen.

Kommentarer