Tricktyveri – Bakkegården, Roskilde
Tirsdag eftermiddag anmeldte datteren til en 88-årig kvinde, at moren lørdag eftermiddag omkring kl. 16.00 havde været udsat for tricktyveri i sit hjem. En patrulje blev sendt til den 88-årige og hendes mands hjem for at afhøre dem til sagen.
Den 88-årige havde lørdag lukket en fremmed kvinde ind i sit hjem, da kvinden havde spurgt om hun måtte låne fem kaffefiltre. Den fremmede kvinde lokkede den 88-årige beboer og hendes mand med ud på altanen. Kort efter bemærkede forurettedes mand, at der var en fremmed mand i soveværelset, som skyndte sig ud, da han så, at han var blevet opdaget.
Den fremmede kvinde skyndte sig herefter også ud af lejligheden. Den 88-årige opdagede nu at der var rodet i en kommode i soveværelset, som indeholdt hendes smykker. Da politiet afhørte kvinden, havde hun intet overblik over, om noget var blevet stjålet.
De to tricktyve beskrives som:
A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 45-55 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Grå, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: 4-5 dags gammelt skægstubbe., Talte: Fremmedsprog, Iført: Grå bukser og grå langærmet trøje.
B: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 165-175 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Håret var sat op i en knold. Talte: Fremmedsprog, Iført: Brune bukser og brun langærmet trøje.
Borgere som har bemærket de to beskrevne personer i området omkring Bakkegården/Vognmandsmarken i Roskilde lørdag eftermiddag bedes kontakte politiet på tlf. 114. Især oplysninger om et køretøj, som de to mistænkte kan have kørt fra stedet i har politiets interesse.