91-årig mand tæsket i sit eget hjem – politiet beder om hjælp

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne i kontakt med borgere, der har oplysninger om et hjemmerøveri, som fandt sted mandag aften ved Bording.

En 91-årig mand blev mandag aften udsat for et hjemmerøveri, da to maskerede gerningsmænd iført mørkt tøj og elefanthuer opbrød et vindue og tiltvang sig adgang til hans hus. Gerningsmændene spurgte efter penge og gennemrodede derefter huset, inden de igen forlod adressen. Manden, som under overfaldet blev tildelt knytnæveslag af gerningsmændene, slap med overfladiske skader.

Hjemmerøveriet fandt sted på Krybily ved Hestlund nordvest for Bording ved 20-tiden mandag aften, og politiet vil gerne i kontakt med borgere, der har set to mænd ankomme til eller forlade området omkring gerningstidspunktet.

”Vi foretog en indledende afhøring af den forurettede kort efter overfaldet, men vi har p.t. ikke noget signalement at gå efter. Vi fortsætter i dag efterforskningsarbejdet med sporsikring, og vi skal også igen tale med den forurettede, som forhåbentlig kan give os flere oplysninger om gerningsmændene. Vi vil dog allerede nu gerne bede om offentlighedens hjælp, så vi får kontakt til eventuelle vidner, mens de har deres observationer i frisk erindring,” siger Henning Præstegaard, efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Herning.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)