HVAD SKAL VI MED YTRINGSFRIHED? DEN ER BARE TIL BESVÆR

Den amerikanske Foundation for Individual Rights and Expression publicerede i 2022 en meningsmåling omfattende 45 000 universitetsstuderende i USA. Et stort antal af de unge støttede forfatningens bestemmelser om ytringsfrihed, hvilket jo er glædeligt. Til gengæld var der også et flertal, der sagde, at de ikke turde lukke munden op og sige deres ærlige mening af frygt for repressalier fra professorerne og social udstødelse af studenterfællesskabet. Dette billede dækker meget godt, hvordan befolkningen har det med ytringsfriheden i resten af USA og for den sags skyld også i Danmark. Alle elsker ytringsfrihed, men de fleste viser begrænset ytringstrang af frygt for pression, udskamning og den offentlige mening. Vi må således konkludere, at ytringsfriheden i praksis er blevet offer for ytringsmobningen, der til gengæld lever og trives i bedste velgående. Udtrykt i den korte formel: ” Jeg går ind for ytringsfrihed, MEN….”.

Vi har også i Danmark lært at leve ubesværet med denne dobbeltmoral. Politikere og medier støtter gerne og højlydt den grundlovssikrede ytringsfrihed, men lader sig beredvilligt presse til ikke at ytre sig om forhold, der kan rejse trusler fra stærke, islamiske aktører, eller hvis der kan kastes mistanke på dem om racisme, islamofobi eller om svigt i den grønne omstilling. Således nedstemte regeringen et beslutningsforslag om at indlemme Muhammed-krisen i folkeskolens pensum. Man henviste til en advarende udtalelse fra PET, som altid er klar til at producere analyser, der passer ind i regeringens kram. Regeringen kunne også fremvise en rapport fra Udenrigsministeriet, der frygtede konsekvenserne, hvis man valgte at vise Muhammed tegningerne i folkeskolen. Pressen skriver meget om Muhammedkrisen, men nægter med mange udflugter og krumspring at vise tegningerne. Jyllands-Posten havde dog modet til at sige, at de turde simpelt hen ikke vise dem. Og det er jo ingen skam at være bange, hvis ikke man har modet til at forsvare sig.

Vores selvcensur af ytringstrangen viser sig på mange måder. Vi finder i moderne litteratur, teater, film- og billedkunst ingen portrætter af profeten Muhammed til trods for, at han er den altdominerende heltefigur for 1,5 milliarder muslimer. Derimod har vi et væld af billedkunst, skuespil og spillefilm med hellige kristne skikkelser lige fra Gud Himself til Jesus, Josef og Maria. Tænk bare på Dreyers ’Ordet’ og film som ’De Ti Bud’, ’Ben Hur’, ’ The Robe’ og ’ Life of Bryan’. Under Muhammedkrisen måtte Mozarts opera ’Idomeneo’ tages af plakaten i Berlin efter trusler fra islamiske kredse, fordi en attrap af profetens hoved vises på scenen.

Vores bekæmpelse af ytringstrangen har nu også bredt sig til at omfatte enhver kritik af islam som ideologi. I den vestlige verden har vi opfundet en bekvemmelighedsholdning, der adskiller islams tro fra bevægelsens politik, hvad der ellers i islam anses for sammenføjet af Allah og derfor udeleligt. Vestens ledere kan ikke leve med, at de islamiske lande på den ene side har stor betydning for vores økonomi, fordi de er store leverandører af energi og endnu større kommercielle og militære kunder og så også på den anden side udbreder terror og had i de vestlige demokratier. Til trods for, at virkeligheden ser anderledes ud, har vores førende politikere og medier foretaget en skarp ideologisk adskillelse mellem islam som tro og de omkring 2000 årlige islamiske terrorhandlinger, som ikke tilskrives islam, men individer og grupperinger, der intet har med islam at gøre. Dem kalder vi nu ’mørkets kræfter’, ’afsporede galninge’, psykisk syge’ og ’ensomme ulve’. Med dette illusionsnummer kan vi nu jage islamiske terrorister og mordere uden at nævne islam med et ord for ikke at provokere specielt Saudi-Arabien og Iran. Islamiske terroranslag plejer at få denne kommentar fra Lars Løkke Rasmussen: ” Islam er atter blevet ’hijacket’ af terrorister”.

Set fra et islamisk synspunkt er islam en personkult, et samfundssystem og en tro; af Allah smeltet sammen til et harmonisk hele. For en muslim er alle komponenterne udtryk for Allahs vilje og er derfor hellige, evindelige og ukrænkelige. ’ Den hellige genstand’ som nævnes i det danske lovforslag er ikke udelukkende koranen, men hele islam således som ideologien er nedfældet i bevægelsens tre hellige bøger eller testamenter, om man vil: Koranen, Hadith (traditionerne) og Sira (Profetens biografi). Enhver kritik af islams religiøse eller politiske kultur anses derfor som islamofobi og helligbrøde, som bør straffes med op til to års fængsel. Den nye lov om koranbrænding vil blive hårdt afprøvet i danske retssale of dansktalende, islamiske jurister, der vil hævde, at det ikke tilfalder en dansk byretsdommer at bestemme, hvornår der foreligger en krænkelse af islam. Det kan kun en muslim. ’Den hellige genstand’ er således islam i sin helhed netop, fordi helheden er indstiftet af Allah.

Hermed er den danske regering håbløst låst fast i sin egen fælde, fordi den har valgt at kunstigt at adskille tro fra politik og kultur. Man er derfor uden muligheder for aktivt at bekæmpe islams aggressive ekspansion ind i de vestlige demokratier, da man har valgt at lade som om politisk islam ikke er en del af ideologien.  Men som præsident Erdogan siger: ” Der er ikke noget, der hedder ’islamisme’. Der er ikke noget, der hedder ’moderat’ islam. Der er kun islam.”

Dette er så sandt, som det er sagt, men det er spildte ord på Balle-Lars, som uanset kendsgerningerne vil have ro på bagsmækken i det danske smørhul. Vi vil fred her til lands. Vi lægger os fladt ned. Ingen muslim skal hamre på vores dør, når vi hygger os med kanelboller og Vild med Dans. Vi har derfor skiftet ytringsfriheden ud med ytringsbekvemmeligheden. Det er jo ligesom også mere dansk.