Nu åbner 37 nye Imerco Home-butikker landet over

Imerco slår dørene op for 37 større og inspirerende butikker med et særligt fokus på boligtilbehør og indretning. Flere nye butikker er på vej til alle dele af landet. Sammen med Imercos eksisterende butikker gør det Imerco til landets største kæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør med samlet 181 butikker.

Imerco-koncernen slår nu dørene op for 37 Imerco Home-butikker. Imerco Home er et led i Imercos vision om at blive danskernes foretrukne kæde inden for tilbehør og gaveartikler til hele boligen.

I de nye Imerco Home-butikker vil kunderne foruden Imercos faste grundsortiment, finde spændende varer inden for boligtilbehør – blandt andet tekstiler og småmøbler. Butikkerne vil også have et større antal varianter af de forskellige produkter.

”Danskerne går op i deres hjem som aldrig før, og vi ser en kæmpe vækstmulighed i bolig- og indretningskategorien,” siger Frederik Brønnum, der er administrerende direktør i Imerco-koncernen. ”Imerco har vokset sig til at være Danmarks største butiks- og gavekæde inden for køkkenudstyr og borddækning, og nu glæder vi os til at vise danskerne, hvad vi kan tilbyde på boligtilbehørsområdet i Imerco Home.”

Mere plads til indretning i danskernes boliger

Danskerne har aldrig haft så meget boligplads at indrette som nu. Bygger vi selv vores boliger, er det med større armbevægelser end nogensinde før. Den gennemsnitlige størrelse på et nybygget hus er ifølge Danmarks Statistiks boligopgørelse over 200 m2 (2016). Der er med andre ord rigelig plads i hjemmet, som venter på at blive fyldt op med køkkenudstyr og boligtilbehør.

”Markedet bliver større samt mere og mere kunde- og konkurrencepræget, og vi ønsker naturligvis at stå stærkest muligt i kundernes bevidsthed,” forklarer Frederik Brønnum. ”Med de mange års erfaring vi har med danskernes forbrug til køkkenet og bordet, har vi en helt unik platform for at levere den kvalitet, rådgivning og ikke mindst de rigtige priser på boligtilbehør, som vi ved, kunderne går efter.”

Boligindretning og inspiration til hjemmet

Åbningen af Imerco Home kommer i forlængelse af Imerco-koncernens opkøb af Inspiration, som fandt sted i 2016 og blev godkendt af konkurrencemyndighederne i 2017.

Og det er ifølge Imerco-koncernen helt oplagt at udvide sit fokus med en ny type butikker:

”Kunderne forventer i stigende grad at kunne finde gode hverdagsvarer og lækker luksus under samme tag,” forklarer Frederik Brønnum. ”Vi lytter til og indretter os efter kunderne, og med et stærkere boligsortiment i Imerco Home styrker vi vores position som den kæde, der servicerer, inspirerer og tilbyder attraktive priser på kvalitetsprodukter – ikke bare til køkkenet og bordet, men nu også til resten af boligen.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)