DANMARKS MODIGSTE FORFATTER
Forfatteren Sara Omar får ’Årets Victor’ 2018. Det er Ekstra Bladets hæderspris, som er uddelt siden 1980 til en journalist, forfatter, fotograf eller tegner, hvis virke i særlig grad lever op til den kritiske journalistik, Ekstra Bladet står for. Prisen er opkaldt efter bladets legendariske chefredaktør Victor Andreasen.
Priskomitéen består af Ekstra Bladets chefredaktion og journalisternes tillidsmand. I motivationen lyder det b.la.:
– Det kræver desværre mod at bruge ytringsfriheden i dagens Danmark.
Det mod har forfatteren Sara Omar. Hun er blevet de tavse kvinders talerør og bannerfører for et oprør mod et forstokket middelalderligt syn, hvor mænd anses som bedre end kvinder. Sara Omar har insisteret på at tale om overgreb mod kvinder i indvandrermiljøer, og det er sket med hendes eget liv som indsats.
Det fortjener anerkendelse.
Blandt tidligere prismodtagere finder man bl.a. det franske satiremagasin Charlie Hebdo, Jyllands-Posten, for deres kamp for ytringsfriheden og ’Den korte Radioavis’ fra Radio24/7.
Sidste år fik den norske chefredaktør Espen Egil Hansen Årets Victor for oprøret mod Facebooks forskruede ’fællesskabsregler’, hvor al form for nøgenhed er bandlyst.
Sara Omar kom drønende ind fra mørket med romanen ’Dødevaskeren’, der af mange er blevet kaldt den vigtigste bog i 2017. Hun er stolt over anerkendelsen og siger til Ekstra Bladet:
– Det er mig en stor ære at blive tildelt ‘Årets Victor’. At blive hædret for at være modig er noget, som jeg vil huske på resten af livet med oprejst pande. Denne pris er til alle mine modige medsøstre og mødre – også dem, der har til gode at tale højt. For jeg ved, at de kan, og jeg er ikke i tvivl om, at de en dag vil bryde tavsheden. Jeg tror på deres evner, jeg tror på deres stærke indre, fordi jeg ved, at de er de rigtige heltinder.
Med prisen følger en brosten og 15.000 kr. samt et ophold på Hotel Dania i Silkeborg, så prisvinderen kan stifte nærmere bekendtskab med Victor Andreasens fødeby.