Aarhus Universitet åbner eksperimentel hub for ingeniørforskning

"Ingeniørvidenskab er et stort satsningsområde for universitetet, og vi er derfor meget ambitiøse med at tiltrække forskere og skabe forskningsfaciliteter i absolut verdensklasse," lyder det bl.a. fra institutleder Thomas Toftegaard om åbningen af den nye forskningsfacilitet. Fotos: Lars Kruse / Jesper Bruun

Robotter, droner, klima og byggeri: Aarhus Universitets nye 2.100 kvm store forskningshub bliver et kritisk element på rejsen mod den globale elite for tekniske universiteter

Den 3. maj 2019 slår Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, officielt dørene op til den nye 2.100 kvadratmeter store forskningsfacilitet Deep Tech Experimental Hub.

Forskningshubben bliver et af omdrejningspunkterne for den vigtige eksperimentelle forskning på instituttet, som udføres i tæt samarbejde med nogle af landets fremmeste teknologiske virksomheder.

Samtidig er faciliteten et kritisk element i opbygningen af de forskningsbaserede, ingeniørvidenskabelige uddannelser, som er et strategisk fokus for Aarhus Universitet.

”Ingeniører er frontløberne i den teknologiske revolution, og det er ingeniørvidenskab, der kan løse nogle af de kolossale udfordringer, verdenssamfundet står over for. Derfor er det vigtigt, at vi her på Aarhus Universitet er med helt fremme i den eksperimentelle tekniske forskning, hvis vi skal sikre det af samfundet udtalte behov for næste generations dygtige danske ingeniører inden for deep tech,” siger institutleder Thomas Toftegaard, Institut for Ingeniørvidenskab.

Den nye forskningshub vil bl.a. indeholde et af de største indendørs dronebure i Danmark, makerspace for ingeniører, et klimakammer til forskning i indeklima, eksperimentelle vindtunnel-laboratorier, flere forskellige robot-faciliteter og en lang række andre laboratorier og værksteder til forskning inden for bl.a. smart tech, metamaterialer, byggeri og infrastruktur.

Færdiggørelsen af disse nye forskningsfaciliteter i pilotskala markerer en betydelig milepæl på instituttets rejse mod den globale elite for tekniske universiteter.

”Ingeniørvidenskab er et stort satsningsområde for universitetet, og vi er derfor meget ambitiøse med at tiltrække forskere og skabe forskningsfaciliteter i absolut verdensklasse. Samtidig åbner vi op for flere civilingeniøruddannelser. Det er alt sammen led i en overordnet strategi, der skal være med til at sikre, at vi som universitet kan sikre danske virksomheders innovations- og konkurrenceevne i fremtiden, ” siger Thomas Toftegaard.

Deep Tech Experimental Hub slår dørene op ved en åbningsceremoni den 3. maj fra kl. 13. Faciliteten er beliggende i Skejby i Aarhus N.

Kommentarer