Tirsdag kl. 18.00 fik en 66-årig mand fra Rønne ringet et telefonopkald, hvor der stod Midt- og Vestsjællands Politis telefonnummer: 4635 1448 på displayet. Opkaldet kom fra en mand, som sagde han arbejdede med databedrageri hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Han afbrød opkaldet og kontaktede politiet for at høre, om det var et reelt opkald, hvilket ikke var tilfældet.
Kl. 18.17 anmeldte en 72-årig kvinde fra Frøstrup ved Thisted, at hun kort forinden havde fået et lignende opkald, hvor der stod tlf. 4635 1448 på telefonen. I røret var en mand, som oplyste at han arbejdede med økonomisk kriminalitet hos ”Holbæk Politi”. Den 72-årige fattede mistanke til manden i røret og lagde på.
Hun ringede til politiets servicecenter, som kunne se, at kvinden ikke var registreret med nogen sager i politiet systemer, og at der derfor var tale om svindel.
Også en 62-årig mand fra Stege havde fået et opkald fra samme nummer. Han kontaktede også politiets servicenter, da han fandt opkaldet mistænkeligt.
Sagen om de falske politihenvendelser efterforskes nu, for at forsøget finde frem til personen, der ringede. Grunden til at det er telefonnummeret til Midt- og Vestsjællands Politi som fremgår af displayet er, at gerningsmanden kan bruge en tjeneste, hvor han selv vælger hvilket telefonnummer, som skal vises på den telefon, som modtager opkaldet.
Dette kaldes for et spoofing opkald, og er noget der ofte anvendes af personer, som vil narre borgerne via telefonopkald, hvor de udgiver sig for at være fra myndigheder, banker eller andre virksomheder. Derfor skal man som borger være skeptisk – også overfor kendte telefonnumre.
Politiet vil gerne rose borgerne for at udvise skepsis og afbryde opkaldet, som de fandt mistænkeligt og efterfølgende anmelde sagen. Midt- og Vestsjællands Politi har ikke modtaget oplysninger om, at nogen borgere skulle være blevet franarret personfølsomme oplysninger i forbindelse med opkald fra dette telefonnummer.