Advarsel fra politiet

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod fupopkald, hvor kriminelle udgiver sig for at være fra politiet for at begå bedrageri

Et ældre ægtepar i Sønderjylland blev for nyligt udsat for et opkald, hvor en kriminel forsøgte at overtale parret til at overføre penge. Borgerne bevarede heldigvis deres skepsis, og den kriminelle måtte opgive.

Et ældre ægtepar i Sønderjylland blev tidligere på måneden udsat for et udspekuleret forsøg på bedrageri, da en kriminel ringede og udgav sig for at være fra politiet.

For at virke troværdig oplyse ”Politiassistenten” et fiktivt tjenestenummer, og i tilgift viste ægteparrets nummerviser, at opkaldet kom fra et af politiets telefonnumre, hvor de sidste fire cifre er 14 48.

”Politiassistenten” forklarede, at han ringede, fordi en kollega netop havde opdaget, at en kendt kriminel havde optaget et forbrugslån på 50.000 kroner i ægtemandens navn. Og for at virke overbevisende blev opkaldet også stillet om til ”kollegaen”, der kunne bekræfte, at ægteparret var ved at blive udsat for bedrageri.

Forsøgt overtalt til at overføre penge

Den falske betjent forsøgte nu at overtale ægteparret til at overføre 10.000 kroner til en bankkonto for at få stoppet bedrageriet. Pengene skulle de nok få igen.

Selvom ”politiassistenten” var meget ihærdig under den langvarige samtale, lykkedes det dog ikke at overtale ægteparret til at overføre noget beløb eller at oplyse fx kontonumre, personnumre eller Nem-ID-koder. Og derefter opgav den falske betjent og afbrød opkaldet.

LÆS OGSÅ:  To sigtet i sag om bedragerier mod enker og handicappede kvinder

Næste skridt for det opmærksomme par var at gå til det rigtige politi og anmelde forsøget på bedrageri.

Ros til ægteparret

Vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion roser ægteparret for at være yderst opmærksomme og ikke lade sig narre, selvom opkaldet umiddelbart kan virke troværdigt.

– Vi ser desværre en stigning i denne type sager. Der er ingen tvivl om, at der er tale om meget udspekulerede telefonopkald. Og vi har fx tidligere set eksempler på, at de kriminelle har brugt rigtige betjentes navne for at virke overbevisende i tilfælde af kontrolopkald. I dette tilfælde har den kriminelle desuden fiflet med teknikken, så det ser ud som om, at der er ringet fra et telefonnummer med cifrene ”14 48”, som mange forbinder med politiet, forklarer Chr. Østergård.

Han understreger samtidig, at hverken politi eller andre myndigheder vil bede om at få overført penge, ligesom de aldrig vil bede om at få udleveret fx NemID adgangskode, NemID engangskoder og personnumre m.m.

Teknisk fifleri

Teknisk fifleri med telefonnumrene kaldes for spoofing. Den kriminelle benytter en teknik, hvor det ser ud som om, at opkaldet kommer fra et autoriseret telefonnummer, for eksempel politiet, en anden myndighed eller en bank. Er man i tvivl om, hvorvidt opkaldet er korrekt, skal man ringe op på hovednummeret og blive stillet om til den medarbejder, det drejer sig om.

LÆS OGSÅ:  Politiet beder om hjælp til bedragerisag for over 10 millioner kroner

– Det er dog ikke nok blot at få bekræftet, at vedkommende arbejder i myndigheden, da kriminelle netop kan have benyttet et rigtigt navn på en ansat. Man skal sikre sig, at man kommer i kontakt med den berørte medarbejder via hovednummeret, anbefaler Chr. Østergård.

 

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)