Antallet af parallelsamfund i boligområder falder fra 12 til 8, beretter medierne. Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder det “årets bedste nyhed”, at ingen nye boligområder er kommet på parallelsamfundslisten.
Samtidig med listen over parallelsamfund udgiver ministeriet også listen over udsatte boligområder (tidligere kaldet ghettolisten). Her er der sket et fald fra 19 til 12 områder, lyder det.
Der er fire kriterier for at være på ghettolisten: antal ledige beboere, beboernes gennemsnitsindkomst, antal dømte beboere og antal beboere, som kun har grundskoleuddannelse. Disse kriterier er blevet fastsat vilkårligt og myndighederne fifler med dem for at vise, at integrationen af muslimerne er en succes.
Det er bemærkelsesværdigt, at mens der den 1. december 2023 fandtes 12 parallelsamfund, er antallet af disse ghettoer på kun 1 år faldet markant, fra 12 til 8.
Der kan kun være én forklaring på dette mirakuløse fald: Man har blot skubbet flere ressourcesvage muslimske borgere længere ud af storbyerne til billigere boliger andre steder i landet.
Ghettoplanen af 2018, som skulle komme de muslimske ghettoer til livs, var og fortsat er et rent populistisk og symbolpolitisk tiltag, idet der findes solid videnskabelig evidens for, at beboernes etnicitet og integrationsparathed ikke ændrer sig, hvis man jævner et kvarter med jorden eller laver regler for, hvem der må flytte ind.
Forskningen viser nemlig, at beboere, der flyttes fra udsatte områder, bliver koncentreret i nye udsatte områder. Det kaldes vandsengseffekten. Trykker man et sted på vandsengen, vil den bule op et andet sted.
Ved at genhuse de muslimske beboere uden for storbyerne har politikerne derfor ikke løst problemet med de muslimske ghettoer, men har blot spredt dem i et tyndere lag fordelt rundt om i landets boligområder.
I stedet for de store parallelsamfund, der figurerer på den officielle ghettoliste, er der skudt nye mindre parallelsamfund op andre steder, som flyver under radaren.
På papir kan man jo godt få det til at se ud, som om der sker en integration ved, at der flytter flere ind, som har penge og job. Så ser det fint ud i forhold til kriterierne, uden at ghettoproblemerne egentlig er løst.
Parallelsamfundene opløses ikke ved, at man fjerner boligområder fra ghettolisten. Ghettoens bandekriminelle bliver ikke pludselig lovlydige borgere, fordi de bor længere nede ad gaden.
Integrationen handler først og sidst om den enkeltes vilje. Hvis man ikke vil være dansk, bliver man det i sagens natur ikke. Ingen stat kan trods alt tvinge borgerne til at skifte identitet, kultur eller religion.
Nedrivninger af ghettoerne og genhusning af tusindvis af muslimske indvandrere løser på ingen måde de massive integrationsproblemer, men spreder dem blot udover hele landet.
André Rossmann