Advarsel til webshoppere: Risikabelt at købe knive på nettet

Hver uge modtager Midt- og Vestjyllands Politi ulovlige knive, der er købt på udenlandske websites og senere opdaget i tolden på pakkens vej ind i Danmark. Ud over bøden kan det koste køberen de våbentilladelser og jagttegn, han/hun ellers har.

Tre ulovlige knive købt på nettet

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Julehandelen er i gang, og på grund af coronasituationen vil mange sikkert i år vælge at købe gaver online. Men det er vigtigt at tænke sig om en ekstra gang, inden man eksempelvis køber en billig udenlandsk kniv til den fiskeglade onkel. Mange af de knive, man kan købe på internettet, er nemlig ulovlige i Danmark, selvom de nemt kan bestilles hertil. Derfor risikerer man at få konfiskeret sin kniv, inden den overhovedet ankommer. Og så vanker der også en bøde for overtrædelse af knivloven.

Midt- og Vestjyllands Politi modtager hver uge ulovlige knive, der er bestilt til adresser rundt omkring i politikredsen, men som bliver stoppet i tolden i blandt andet Københavns Lufthavn. Fælles for alle knivene er, at de er bestilt og købt på internettet.

”Der er mange helt almindelige midt- og vestjyder, som ender i problemer, fordi de uforvarende er kommet til at købe en ulovlig kniv. De er måske bare faldet over et godt tilbud på en smart kniv på nettet, og de udenlandske websites er altså ligeglade med, om kniven er lovlig i det land, den skal sendes til”, fortæller politikommissær Peder Christensen, der er leder af den afdeling hos Midt- og Vestjyllands Politi, som håndterer de ulovlige våben, som myndighederne opdager ved Danmarks grænser.

LÆS OGSÅ:  Politiet søger efter gerningsmand, der har truet sig til flere flugtbiler efter skudepisode

 

Ulovlige springknive og spejderarmbånd

Nogle knive bliver på de udenlandske hjemmesider beskrevet som ”folding” – altså foldeknive. Men i virkeligheden viser de sig i de fleste tilfælde at være springknive, der er ulovlige at besidde i Danmark. Derfor ender mange borgere med at få en bøde på 3.000 kroner, fordi de har ladet sig lokke til at købe en billig ’foldekniv’ på nettet til en brøkdel af den normale pris i Danmark for en lignende lovlig og godkendt foldekniv.

”Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også. Vi ser det hver eneste uge, at flere ulovligt købte knive fra internettet bliver beslaglagt. Ofte er det helt almindelige mennesker, der i god tro køber en kniv til fisketuren, men hvor kniven så viser sig at være ulovlig i Danmark. Så bare fordi, at kniven kan sendes hertil, betyder det altså ikke, at den er lovlig,” siger politikommissær Peder Christensen.

På det seneste har Midt- og Vestjyllands Politi også konstateret, at mange forældre til spejdere har købt et specialdesignet spejderarmbånd til deres børn. Armbåndet har både kompas og tændstål. Men det indeholder også en lille skjult kniv, og det gør armbåndet ulovligt i Danmark.

 

Spejderarmbånd med skjult kniv
”Mange spejderforældre falder over det gode tilbud og køber armbåndet til deres børn. Men armbåndet er ulovligt, og jeg vil kraftigt opfordre folk til at skynde sig ind at annullere ordren, hvis man allerede har bestilt sådan et armbånd, så man ikke risikerer, at armbåndet bliver taget i tolden. For man risikerer altså at blive dømt – også selv om man ikke bevidst har købt et ulovligt våben”, lyder det fra Peder Christensen, politikommissær og chef for Central Visitation ved Midt- og Vestjyllands Politi.

LÆS OGSÅ:  Politiet med nyt om Emilie Meng-sagen

 

Kan koste våbentilladelsen og jagttegnet

En anden væsentlig årsag til at være ekstra opmærksom på, om man er i gang med at købe en ulovlig kniv, er, at det kan få indflydelse på de tilladelser, man har. For eksempel kan man miste sin våbentilladelse, hvis man bliver fundet skyldig i at være i besiddelse af en ulovlig kniv. Har man et jagttegn, vil man i langt de fleste tilfælde også miste det.

Er man i tvivl om, hvorvidt man er kommet til at købe en ulovlig kniv, eller har man andre spørgsmål til reglerne, så opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi til, at man ringer 114. ”Hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt”, slutter politikommissær Peder Christensen.

 

Ulovlige knive købt på nettet

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)