Ældgammel kindtand fundet: Denisova-mennesket var i stand til at tilpasse sig ekstreme miljøer

En kindtand fra en 4-6-årig denisova-pige, der levede for 164.000 til 130.000 år siden. Foto: Fabrice Demeter.

Det tredje fund fra et denisova-menneske i verdenshistorien afslører, at den mystiske menneskerace ikke kun levede i Sibirien og Himalayabjergene, men havde en sjælden evne til at tilpasse sig ekstremer. Det viser nyt Willerslev studie.

Palæoantropolog Fabrice Demeter kunne ikke tro sine egne øjne. Den tand, som han og hans forskergruppe havde fundet i en hule i det nordlige Laos i 2018, stammede fra et menneske. Han var ikke et sekund i tvivl.

“Det var lige før frokost. Mine kollegaer havde netop udtaget den første sedimentprøve, og i et lille stykke breccia fandt vi en hel tand blandt flere tandfragmenter fra dyr,” fortæller Fabrice Demeter, der er adjunkt fra GeoGenetics på Globe Institute.

Selvom overfladen var ru, var det tydeligt, at den lille tand stammede fra et menneske. Men ikke et hvilket som helst slags menneske.

“Det her er første gang, vi har fundet noget så langt sydpå. Fundet af kindtanden ændrer derfor vores forståelse af denisova-menneskets geografiske udbredelse”

– Eske Willerslev, professor

”På basis af palæoproteomisk analyse og geometriske morfometriske undersøgelser kunne vi konkludere, at det var en kindtand fra en denisova-pige, som levede for omkring 164.000 til 130.000 år siden i det, vi kalder den mellempleistocæne epoke. Fordi tanden endnu ikke var brudt frem og derfor ikke slidt ned, kunne vi med stor sikkerhed sige, at pigen måtte have været fire-seks år gammel,” forklarer Fabrice Demeter, som sammen med sine kollegaer har brugt de sidste tre år på at analysere tanden.

LÆS OGSÅ:  Ekstrem fordøjelse

De første spor efter denisova-mennesket dukkede frem i 2010, hvor forskere fandt resterne af en fingerknogle i Altajbjergene i Sibirien. Knoglen er omkring 40.000 år gammel. Siden da har forskere fundet højre halvdel af en 160.000 år gammel underkæbe i en hule i Himalayabjergene, som ligeledes menes at stamme fra et denisova-menneske.

Ekstremt koldt i bjergene – varmt og fugtigt i troperne

Professor Eske Willerslev står i spidsen for Willerslev Group på Københavns Universitet, som det nye studie er en del af. Studiet er udført i samarbejde med et internationalt team af forskere fra Frankrig, Australien, USA og Laos. Ifølge Eske Willerslev kan studiet ændre vores syn på denisova-mennesket fuldstændigt:

”Vi har stort set ingen fund fra denisova-mennesker, og det, der hidtil er fundet, stammer fra Sibirien og Himalaya, som begge er kendetegnet ved meget lave temperaturer og at ligge i betydelig højder. Det her er første gang, vi har fundet noget så langt sydpå. Fundet af kindtanden ændrer derfor vores forståelse af denisova-menneskets geografiske udbredelse.”

MENNESKEARTER

Der levede fem forskellige menneskearter i den mellem- og senpleistocæne epoke: Homo erectusDenisovans/NeanderthalsHomo oresiensisHomo luzonensis og Homo sapiens. Der er ingen nulevende arter, som stammer fra de første fire grupper, og det moderne menneske, Homo sapiens, er den eneste nulevende art af slægten Homo.

Denisovamennesket og neandertalerne er beslægtede, idet de begge stammer fra slægten Homo.

Forskningen har længe indikeret, at kun moderne mennesker har været i stand til at tilpasse sig forskellige miljøforhold.

”Vi har hidtil været af den opfattelse, at forhistoriske mennesker var utroligt dårlige til at sprede sig. Vi troede simpelthen ikke, de kunne,” siger Eske Willerslev og fortsætter:

”Men i de senere år er det blevet tydeligt, at neandertalerne muligvis var mere udbredt, end vi har troet. Og så kommer det her studie, som er mere ekstremt end noget andet. For hvor neandertalerne bevægede sig fra et koldt til et mere temperaret klima, viser dette studie, at denisova-mennesket var i stand til at tilpasse sig ekstreme miljøforhold. Fra Himalayabjergene, hvor der er koldt, og helt ned til troperne.”

Denisovamennesket er beslægtet med neandertalerne

Fabrice Demeter og hans kollegaer har forsket i det nordlige Laos i de sidste 20 år. Klimaet i området er varmt og fugtigt, hvilket gør det vanskeligt at finde velbevarede fossiler.

Men under de rette forhold kan knogler og tænder alligevel overleve i tusindvis af år.

”Regnvand har skyllet knogler og tænder ind i huler sammen med mudder og jord, hvor de er blevet komprimeret. På den måde kan knogler overleve i tropiske egne. Og det var netop i væggen i en hule, at vi fandt denisova-pigens kindtand,” siger Fabrice Demeter.

Den Indokinesiske Halvø har været genstand for antropologisk forskning siden første halvdel af 1900-tallet. Dengang forsøgte man at finde det, der forbandt aber og mennesker – ’The missing link’. Det fandt man i Indonesien og Kina i form af Homo erectus.

Men Indokinakrigene fra 1946 til 1991 satte en stopper for udgravningerne. Først efter krigene sluttede i begyndelsen af 1990’erne, tiltrak området endnu en gang forskernes interesse, og i de seneste 40 år har udviklingen taget fart i samarbejde med lokale forskere.

I 2012 fandt Fabrice Demeter og hans kollegaer fossiler fra en række Homo sapiens-mennesker i en hule ved navn Tam Pà Ling, som betyder ”abehulen”. Fossilerne er 60-70.000 år gamle.

Og blot 50 meter fra Tam Pà Ling, i Cobrahulen, fandt Fabrice og hans kollegaer seks år senere i 2018 denisova-tanden.

På basis af DNA-analyser af tanden og den fingerknogle og kæbe, man tidligere havde fundet, har forskerne vist, at denisova-mennesket er en del af slægten Homo og nært beslægtet med neandertalerne.

”Man kan sige, at det er en asiatisk udgave af neandertalerne. Nutidens aboriginere, den filippinske negritobefolkning samt den oprindelige befolkning på Melanesien har fem procent af deres DNA til fælles med denisova-mennesket, hvilket er ret meget. Til sammenligning har en dansker mindre end 0,001 % af sin DNA til fælles med denisova-mennesket og to procent med neandertalerne,” siger Fabrice Demeter og tilføjer:

”Den her viden kan vi blandt andet bruge til at forstå, hvorfor nulevende mennesker kan være forskellige fra hinanden. Nogle af de folk, som lever i Himalayabjergene i dag, er for eksempel bedre til at tilpasse sig højdeforholdene, og måske har vi forklaringen her. Det er muligvis, fordi de har en større del af deres DNA til fælles med denisova-mennesket.”