Op mod 9.000 eksportgrise dør hvert år allerede inden, de har forladt landet, afslører Dyrenes Beskyttelse. Det vidner om de barske forhold, dyrene udsættes for, advarer dyrevelfærdsorganisationen, som samtidig retter skarp kritik af Fødevarestyrelsens arbejde.
Dyrenes Beskyttelse kan nu afsløre, at op mod 9.000 grise på samlestalde hvert år dør eller aflives i forbindelse med eksport til udlandet. Samlestalde er et stoppested, hvor grise omlæsses, inden de sendes ud af landet. Tallene stammer fra Fødevarestyrelsens Svineflyttedatabase og vidner ifølge Dyrenes Beskyttelse om, hvor utroligt barske forhold man udsætter dyrene for, når de læsses på lastbiler og transporteres rundt i Europa.
”Det skriger til himlen, at 8-9.000 danske eksportgrise hvert år dør, allerede inden de har forladt landet, og jeg er stærkt bekymret for, hvordan det ser ud for de mange millioner grise, som den danske svinebranche hvert år sender levende på lastbiler til udlandet,” siger direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis.
Danske svineproducenter eksporterer hvert år over 14 millioner levende grise, og Danmark er dermed EU’s suverænt største eksportør af levende smågrise, men det samlede antal dyr, der dør eller må aflives, før de når frem til deres destination, kendes ikke.
Miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, oplyste i november 2018 til Miljø- og Fødevareudvalget, at Fødevarestyrelsen ikke kan opgøre, hvor mange grise der dør i forbindelse med transport til, aflæsning på og ophold i danske samlestalde. DR har efterfølgende præsenteret Dyrenes Beskyttelses tal for Fødevarestyrelsen, som bekræfter tallene og på baggrund af den store forskel på antal døde dyr og sanktioner erkender, at man burde have sanktioneret landmænd og vognmænd i flere tilfælde. Det får Dyrenes Beskyttelse til at rette en skarp kritik mod Fødevarestyrelsen:
”Det er simpelthen ikke godt nok, at man ikke konsekvent har sanktioneret sager, hvor reglerne er brudt. Endnu en gang vidner det om, at Fødevarestyrelsen som ansvarshavende myndighed slet ikke lever op til deres opgave at passe på dyrene. Sidst var det den utilstrækkelige logbogskontrol, og nu kommer dette frem som den seneste i en lang række af møgsager, som Dyrenes Beskyttelse graver frem, fordi styrelsen ikke har styr på sit eget område,” siger Britta Riis.
Fejl i kritisk vigtige dyrevelfærdsrapporter
Men kritikken af Fødevarestyrelsen stopper ikke der. Ifølge Fødevarestyrelsens årlige dyrevelfærdsrapporter har der i forbindelse med styrelsens transportkontrol over samlesteder kun været to anmeldelser for overtrædelse af reglerne i perioden 2015-2017. Men Dyrenes Beskyttelse har kendskab til flere anmeldelser, som ikke fremgår af styrelsens rapporter, bl.a. gennem officielle udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd.
”Det er ikke første gang, der er alvorlige fejl i Fødevarestyrelsens rapporter. Det så vi også i 2010, hvor flere års rapporter måtte trækkes tilbage og laves om. Nu må ministeren komme på banen og få ryddet op i Fødevarestyrelsens mangeårige sjusk. Vi kan ikke i Danmark være tjent med en styrelse, som ikke lever op til deres ansvar. Fejlene skal rettes bagudrettet, og det skal sikres, at samme fejl ikke kan gentage sig,” siger Britta Riis.
Den årlige dyrevelfærdsrapport oversendes hvert år til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, og benyttes af bl.a. Miljø- og Fødevareministeriet samt Fødevarestyrelsen selv til at tilrettelægge kontrolindsatser og kampagner. Rapporten er dermed et kritisk vigtigt redskab til at sikre dyrenes velfærd.
Statistik fra Svineflyttedatabasen
I Danmark skal alle flytninger af grise mellem besætninger registreres, bl.a. for at kunne opspore smittede dyr i tilfælde af sygdomsudbrud. Flytninger bliver registreret og samlet i Svineflyttedatabasen, som er en offentligt tilgængelig database, og det er ved at se på flytninger af grise fra samlesteder til destruktion hos DAKA, at Dyrenes Beskyttelse har fået indblik i omfanget af døde dyr.
Lange dyretransporter kort
- I 2015 og 2016 udførte Fødevarestyrelsen i alt 175 fysiske kontroller af transporter med levende grise ud af landet. På hver fjerde var der for mange grise.
- I 2016 kørte Dyrenes Beskyttelse underskriftsindsamling for ”Stop Lange Dyretransporter” og over 1 mio. europæiske underskrifter blev i 2017 overdraget til Europa-Kommissionen, som nu er ved at udarbejde en implementeringsrapport, som udkommer i starten af 2019.
- I maj 2018 kunne Dyrenes Beskyttelse afsløre, at antallet af lange transporter med levende grise ud af Danmark var eksploderet fra 1,9 mio. i 2007 til 9,4 mio. i 2017. Enhedslisten og Socialdemokratiet kaldte ministeren i samråd.
- 13. juni kom det frem, efter Dyrenes Beskyttelse havde søgt aktindsigt, at der i årevis har været rod med Fødevarestyrelsens logbogskontrol af dyretransporterne. 925 sager fordelt på 70 virksomheder blev øjeblikkeligt politianmeldt, og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen krævede en redegørelse fra Fødevarestyrelsen.
- 20. juni blev der holdt samråd med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Ministeren oplyste, at han havde sat Fødevarestyrelsen til at udarbejde en analyse af kontrollen med dyretransporter, som ville være færdig inden årets udgang.
- 20. juli landede redegørelsen, der afslørede manglende sanktionering af overtrædelser af reglerne for dyretransporter. Ministeren kaldte det i en pressemeddelelse for ’et uacceptabelt rod i Fødevarestyrelsen’.
- 8. november var ministeren atter i samråd om kontrollen med dyretransporter. Efter pres fra Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indkaldte ministeren partierne til forhandlinger.
- 18. december indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om kontrol af dyretransporter. Aftalen indebar bl.a. kontrol af 10 pct. af de udkørende lastbiler i en kortere periode. Socialdemokratiet og Enhedslisten kritiserede aftalen for at være uambitiøs.
Fakta om svinetransporter
- Danske svineproducenter producerede i 2017 ca. 31,7 mio. grise ifølge Danmarks Statistik.
- Heraf blev 14,4 mio. (44,8 pct.) ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer eksporteret levende, og af disse var 14,1 mio. smågrise til opfedning i udlandet.
- 9,4 mio. af de eksporterede grise (65,3 pct.) endte på lange dyretransporter, altså transporter af mere end 8 timers varighed, viste en aktindsigt, som Dyrenes Beskyttelse søgte hos Fødevarestyrelsen.
- Smågrise er typisk 12 uger gamle og vejer omkring 30 kg, når de eksporteres.
- Smågrisene bliver transporteret på lastvogne med ca. 500-600 (op til 800) grise på hver lastvogn, opdelt i mindre rum med typisk 30-40 grise per rum.
- Der findes ingen specifikke højdekrav ved transport af smågrise, og pladskravene er meget vagt formuleret. Det betyder, at de enkelte rum nemt kan blive overfyldt, og smågrisene kan have meget svært ved fx at få adgang til drikkevand, plads til at lægge sig ned eller regulere deres kropstemperatur.