Site icon 24NYT

Akuttelefonen bliver nu permanent

Akuttelefonen bliver nu permanent

Det der begyndte som et et-årigt forsøg i oktober 2016, bliver nu et permanent tilbud. Akuttelefonen har indtil videre modtaget 264 opkald fra voksne i akut psykisk krise

Akuttelefonen har åbent alle dage fra klokken 23.30-7 og modtager opkald fra borgere, der har akut brug for hjælp til en psykisk krise. Det kan fx være borgere, der er på nippet til at gøre selvskade og bruger Akuttelefonen som en hjælp til at undgå dette. Andre ringer ind med angst og uro og får hjælp til at falde til ro eller ringer, fordi de er bekymrede for en pårørende i psykisk krise.

Og det hjælper, viser en evaluering, hvor man har spurgt brugerne selv. De borgere, der benytter Akuttelefonen, giver udtryk for, at de har stor gavn af tilbuddet. 94 procent svarer ja til, at de ville ringe til Akuttelefonen i en lignende situation.

De gode resultater er baggrunden for, at syv ud af de otte kommuner, der var med i forsøget i sin tid, nu har valgt at gøre tilbuddet permanent. Det gælder Vallensbæk, Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Tårnby og Ishøj.

Skaber tryghed

I evalueringen vurderer personalet på de psykiatriske hospitaler, at Akuttelefonen også har en forebyggende effekt, og at alene kendskabet til Akuttelefonens eksistens kan give nogle borgere tilstrækkelig med ro, så der ikke bliver behov for yderligere hjælp. Det fortæller forstander på bostedet Kløverengen i Ishøj, Anette Rix, hvis medarbejdere bemander Akuttelefonen.

”Medarbejderne på Akuttelefonen har vurderet, at uden Akuttelefonen, ville en del borgere i stedet have henvendt sig til 1813 eller de psykiatriske skadestuer, men det gør de ikke, fordi mange via Akuttelefonen får tilstrækkelig med hjælp til at klare sig igennem natten,” siger Anette Rix.

Formålet med tilbuddet er netop at dække de sene aften- og nattetimer, hvor andre tilbud om hjælp og rådgivning har lukket. Men hjælpen stopper ikke her. Når en borger ringer ind, orienteres borgerens egen kommune om opkaldet, så kommunen kan sætte ind med en opfølgende indsats for at hjælpe borgeren bedst muligt.

Fakta:

.

Exit mobile version