Alarmerende tal: Så mange unge er i tvivl om promillen bag rattet

Unge bilister er overrepræsenteret i ulykker, der involverer alkohol, og en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring afslører, at tusindvis af unge har sat sig bag rattet uden at vide, om, de havde en promille.

Sommeren har budt på lukkede natklubber og aflyste festivaler, og det har fået mange unge mennesker til at rykke festen udendørs i det danske sommerland. Men for manges vedkommende bliver festen også taget med ind i bilen, hvor de uforvarende kommer til at køre spirituskørsel.

Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

Her svarer godt hver tiende unge, at de har kørt bil uden at vide, om de havde en promille.

Samtidig viser nye tal fra Vejdirektoratet, at unge er voldsomt overrepræsenteret i statistikken over færdselsuheld, hvor der har været spiritus involveret.

I perioden 2015 til 2019 var 18-24-årige involveret i 1159 færdselsulykker hvor de kørte bil spirituspåvirkede. Det er knap 25 procent af alle spiritusulykker i samme periode.

Skadedirektør i Gjensidige Forsikring, Henrik Sagild, kalder tallene alarmerende.

“Unge mennesker er alt for ofte involveret i spiritusluykker, og det er alarmerende, når så mange unge sætter sig bag rattet uden at være sikker på, de ikke har alkohol i blodet. Det er ikke kun livsfarligt for dem selv, det er det også for deres medtrafikanter,” siger Henrik Sagild, der peger på flere årsager til unge og spiritus er en farlig cocktail i trafikken.

LÆS OGSÅ:  Vælgerne støtter 18-års aldersgrænse for køb af alkohol uanset politisk ståsted

“For det første er de unge bilister ofte ikke særligt rutinerede, hvilket selv uden alkohol betyder, de er mindre forudseende i trafikken, og derudover ser vi ofte, at alkohol er med til at gøre især unge bilister overmodige i trafikken, hvilket fører til høj fart og ulykker,” siger henrik Sagild.

38 personer blev dræbt, og 281 kom til skade i spiritusulykker i trafikken i 2019.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er foretaget blandt 1025 repræsentativt udvalge danskere af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i maj 2020.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)