Ifølge Muhameds lære er alt i verden forudbestemt af et gespenst ved navn Allah, og som det går med islam i Kina, må man konkludere, at gespenstet må være blevet godt træt af Muhameds præk. De kinesiske kommunister har nemlig besluttet at løse det muhamedanske problem “fra bunden” (for at citere en kendt dansk politiker), og der synes ikke at være noget, som de lokale muhamedanere kan stille op. I Kina gør man, som regeringen befaler.
Mange har hørt om de muslimske uyghurer i Xinjiang-provinsen, som i årevis har fået den kommunistiske kærlighed at føle, bl.a. i forbindelse med, at mange af dem er anbragt i koncentrationslejre. Men uyghurerne er faktisk ikke Kinas største muhamedanske folkegruppe. Det er Hui, som Sky News’s Asien -korrespondent, Helen-Ann Smith, har besøgt for at finde ud af, hvordan de bliver behandlet.
Ikke godt, må man slutte, hvis man går ind for Muhameds ideologi. De kinesiske kommunister vil nemlig “af-islamisere” Kina. Det har bl.a. medført, at myndighederne har lukket hundreder af moskeer, og fjernet de karakteristiske kupler og minareter fra andre.
I forbindelse med Xi Jinping-styrets beslutning om at “sinisere” islam (og religioner som buddhismen og kristendommen), gør regimet, hvad det kan, for at eliminere muhamedansk kultur.
Børn må ikke lære arabisk, og er man under 18, er der absolut forbud mod at vise sig i en moske. En koranskole i byen Linxia, som engang blev kaldt Kinas Mekka, havde tidligere over 600 elever. Nu er der blot 60.
I Ningxia-provinsen, der på papiret skulle være et autonomt muslimsk område, er over 1000 moskeer blevet lukket eller nedrevet.
Situationen rummer en vis ironi, for mens alverdens muhamedanere og deres hvide venner jamrer over Israels forsvarskrig mod Allahs tro krigere i Gaza, er de tavse som graven, hvis nogen peger på deres trosfællers skæbne i Kina. Det er nemlig ikke godt for helbredet at pille ved den kommunistiske stormagt, og vi skal næppe forvente, at den norske regering vil anerkende Kinas muslimske områder som nye stater.
Fremtidens interessante spørgsmål bliver, om de vestlige lande – eller nogle af dem – vil gribe til kinesiske metoder, før de bliver totalt overrendt af Allahs mænd og bliver nødt til at rette sig efter deres befalinger.
For tiden ser det ikke ud til, at politikerne har mod eller lyst til at forsvare de indfødte befolkninger, og sådan vil det nok fortsætte, indtil den dag, de med magt bliver smidt ud og stillet for en domstol.