Alle Børn Cykler: To hjul – masser af eventyr

I de næste to uger deltager 115.000 elever fra skoler hele landet i Cyklistforbundets og TrygFondens børnemotionskampagne ‘Alle Børn Cykler 2018’. Kampagnen skal inspirere skoler og forældre til at bakke op om et godt og aktivt børneliv med masser af cykling. For børn cykler, når voksne skaber mulighederne.

Mere cykling i hverdagen er en stærk vej at gå, hvis man som skole eller forældre vil støtte børn til et godt og aktivt børneliv.

Derfor vil Cyklistforbundet og TrygFonden med den landsdækkende kampagne Alle Børn Cykler inspirere børn til at cykle mere i hverdagen og inspirere skoler og forældre til at bakke op om børns cykling.

– Der er mange og store fordele at høste, når børn cykler og bevæger sig mere i hverdagen. At kunne cykle giver børn frihed, oplevelser og selvtillid, og daglig motion på cykelturen giver sunde børn, der lærer bedre i skolen, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Årets kampagne kører under temaet ’To hjul – masser af eventyr’, og eleverne dyster i kampagneperioden 3.-16. september om at cykle så mange dage som muligt. Hver cykeldag giver klassen point til den afsluttende lodtrækning om præmier. Cykling med hjelm giver dobbelt point. Hovedpræmien er mountainbikes fra SCO til en hel klasse. 

Kampagnen tilbyder undervisningsmaterialer til en række fag, der får eleverne ud og cykle, mens de arbejder fagligt med cyklen som udgangspunkt.

LÆS OGSÅ:  Skab god familietid: Træk vejret og tag børnene med i køkkenet

Baggrunden for kampagnen er, at færre og færre børn cykler selv til skole. Allerede for ti år siden advarede Sundhedsstyrelsen om, at andelen af børn, der bliver kørt i bil til skole, er steget med 200 procent på bare 30 år. Og hvor det i 1990’erne var syv ud af ti børn, der selv cyklede til skole, er det i dag godt fem ud af ti børn ifølge tal fra Cyklistforbundet.

ÅRETS CYKELSKOLE

Som en del af kampagnen udnævner Cyklistforbundet Årets Cykelskole.

– Vi vil med prisen anerkende de mange skoler, der er optaget af at gøre cyklen til en naturlig del af et aktivt børneliv. Og vi vil inspirere andre forældre, skoler og lokalsamfund til at sætte cykelglæde, aktive transportvaner og sikre skoleveje på dagsordenen i deres lokalområde, siger Klaus Bondam.

Det er en stærk og bredt sammensat jury, der skal vurderer de indkomne nomineringer. I juryen sidder:

  • MF og transportordfører, Rasmus Prehn (A)
  • By- og kulturrådmand i Odense Kommune, Jane Jegind (V)
  • Bestyrelsesmedlem i DGI, Annette Vilhelmsen
  • Bestyrelsesmedlem i Skole & Forældre samt medlem af forretningsudvalget i
  • Rådet for Sikker Trafik, Janus Boye
  • Transportdirektør i DI/Dansk Industri, Michael Svane
  • Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Det er den enkelte skole, der indsender en begrundet nominering til prisen. Også skoler, der ikke deltager i Alle Børn Cykler, kan indsende en nominering.

FAKTA – ALLE BØRN CYKLER 2018

  • Cyklistforbundet står sammen med TrygFonden bag børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler
  • Kampagnen får hvert år over 100.000 elever fra skoler over hele landet op på cyklerne.
  • Kampagnen skal under årets tema ‘To hjul – masser af eventyr’ inspirere børn til at cykle mere i hverdagen og inspirere skoler og forældre til at bakke op om børns cykling
  • 36 kommuner deltager som samarbejdspartner i kampagnen.
  • Som en del af kampagnen udnævner Cyklistforbundet Årets Børnecyklist og Årets Cykelskole.
LÆS OGSÅ:  Cykelbro skal give en tryggere cykeltur i skøn natur

  DET SKER I KAMPAGNEN

  • I kampagneperioden 3.-16. september dyster klasserne om at cykle så mange dage som muligt. Hver cykeldag giver point til den afsluttende lodtrækning om præmier. Cykling med hjelm giver dobbelt point.
  • Hovedpræmien er mountainbikes fra SCO til en hel klasse
  • Kampagnen tilbyder undervisningsmaterialer, hvor eleverne i forskellige fag kan arbejde fagligt med cyklen som udgangspunkt. Materialerne følger Undervisningsministeriets faglige mål og er inddelt på klassetrin

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)