ALLIANCE FOR DE MISLYKKEDE

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Så fik vi fra statsmagten en ny trusselsvurdering, der kunne være forfattet af generalsekretæren for centralkomitéen i Enhedslisten, Pelle Dragsted. Det er imidlertid ikke vores egne marxister, der udnævner USA til trussel og fjende af Danmark, men Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Truslen mod Danmark består ifølge FE af Kina, Rusland og nu også USA, der angiveligt ikke viger tilbage for at bruge magtmidler mod sine partnere. FE-rapporten har omgående skudt politikere og medier op i det røde felt. Alle forbander og begræder dette forræderi begået af ’vores tætteste allierede’, som har vendt sig mod os efter mere end 75 års tillidsfuldt samarbejde i NATO. Musketereden er død, og vi er alene hjemme overladt til den russiske bjørns luner og appetit.

Måske har FE forestillet sig, at USA nu vil mobilisere sine kampvogne, missilsystemer og 76 000 soldater i Europa mod Danmark og andre tidligere NATO-fæller, og hvad med USA’s beskyttende atomparaply over Europa, skal den nu afmonteres for at glæde Trumps nye slyngveninde, Vladimir Putin? Sandheden er dog, at hverken NATO eller Danmark i særdeleshed har været solidariske allierede med USA. Vi har derimod været et amerikansk militært protektorat, da vi siden NATO’s etablering i 1948 aldrig har levet op til traktatens mål og aftaler. Ifølge NATO-pagten skal hvert medlemsland kunne forsvare sine egne grænser og tilmed råde over styrker til indsats i det fælles NATO-forsvar. Det har ingen europæiske NATO-lande kunnet levere.

Tyskland kom ud af anden verdenskrig som nærmest et pacifistisk land tynget af skyld for sine grusomheder under nazi-styret. Det var med smertelig skepsis, at Tyskland lod sig presse ind i NATO bestormet af den europæiske venstrefløjs hysteriske anklager om ’revanchisme’ og planer om et nyt tysk imperium. Som de øvrige medlemsstater blev Tyskland udstyret med moderne våbensystemer, men i sparsomme mængder. Hele europæisk NATO brugte sine penge på velfærd og mindst muligt på et troværdigt forsvar, der blev overladt til amerikanerne, som under hele den kolde krig betalte regningerne for europæernes militære svigt og forsømmelser. Således havde USA i 1962 ikke færre end 400 000 tropper udstationeret i Europa på 40 baser plus et enormt antal depoter med kampvogne artilleri og ammunition.

Samtlige amerikanske regeringer har ad militære og diplomatiske kanaler forgæves forsøgt at overtale europæerne til at tage deres aftalte del af forsvarsbyrden. Danmark afmonterede reelt sit forsvar efter Murens Fald og sidder i dag uden militære muskler, men derimod med en årlig udgift på mere end 90 milliarder kroner i støtte til klienter fra islamiske kultursamfund, der holder sig på behørig afstand af det danske arbejdsmarked. Nu har amerikanerne fået nok og slået bremserne i. USA vandt både første og anden verdenskrig for os, fik os genrejst med Marshall-hjælpen og vandt den kolde krig.

Det pinligt og uværdigt for FE at nævne USA som del af et trusselstriumvirat med Rusland og Kina, når USA kun kræver, at vi lever op til vores egne løfter og forpligtelser. Naturligvis skal vi kunne forsvare os selv, vores kultur, demokrati og retsstat, som ikke ville være der uden USA. Det ville være en god start, hvis vi kunne stoppe klynkeriet og hadet til den nation, der har holdt os på den rigtige side af jerntæppet siden 1948.Og så se at komme i gang med 77 års forsømt oprustning. USA har ikke svigtet os. Det er os, der har svigtet USA.

Nu har det jo ikke hjulpet på danske politikeres og mediers permanente afsky for præsident Trump, at USA har offentliggjort sine sikkerhedsstrategier for de kommende år. Amerikanerne udtrykker her dyb bekymring for, at det europæiske demokrati er ved at sygne hen til fordel for en autoritær formynderstat med centralstyre og ytringscensur. USA peger på EU’s hetz mod de nye grundborgerlige partier som Rassemblement National, AfD og Reform UK. Den tyske regering arbejder på at få AfD dømt forfatningsstridigt, selv om AfD’s partiprogram hviler solidt på demokratiske principper. Både det hollandske Frihedsparti og det franske National Samling bliver med alle statsmagtens intriger og krumspring holdt uden for indflydelse. I England foreslår regeringen at ophæve nævningeordningen undtaget for de alvorligste forbrydelser. Dette ville være en katastrofe for de rester af ytringsfriheden, der er tilbage i Storbritannien. Ifølge juraprofessor Jonathan Turley kan nu kristne bønner offentligt eller ’toksiske ideologier’ føre til anholdelse. Hvis man udtrykker bekymring for den vestlige kulturs undergang, anses dette af myndighederne som højre-ekstremistiske synspunkter, der åbner for en politimæssig undersøgelse. Ifølge the Times of London arresterer politiet hvert år mere end 12 000 sådanne krænkere af den nye britiske lov og orden. Hvis nævningeting nu fjernes, er borgere tiltalt for ’toksisk ideologi’ nu overladt til en tilfældig dommers luner og dermed reelt retsløse. Formanden for de britiske kriminaljurister, Riel Karmy-Jones, kalder nævningetingets ophør for ”ødelæggende for den britiske retsstat”.

Ingen politikere forsvarer lov og ret eller folkestyrets grundprincipper mod den tiltagende ensretning i Europa. EU vil nu have indført offentlige granskere (researchers), der skal overvåge sociale medier for upassende opslag. Det var sådan, vi fik koranloven i Danmark. USA er bekymret over den massive indvandring fra islamiske kultursamfund og den sammenbrudte integration. Trump har i et aktuelt interview med Politico kaldt de europæiske ledere svage og hjælpeløse. USA ser et Europa i kulturelt, politisk og økonomisk forfald. Trumps hårdhændede forslag til en fred i Ukraine skal ses på den baggrund. ”Europas politiske ledere har intet gjort for at slutte krigen”, siger præsidenten, ”De snakker og snakker, men løser intet, og det bliver bare ved og ved”.

Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt placerer USA’s nye sikkerhedsstrategi til højre for det ekstreme højre i Europa. Carl Bildt har ikke fattet, at det tværtimod er den europæiske centralistiske konsensus-politik, der er rykket ud på en ekstrem venstrefløj og efterladt det borgerlige USA placeret i midten.

Vi har lang vej hjem.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)