Alt det medierne glemte om Khan Khan sagen

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

[Debat] Af medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, Martin Henriksen, og advokat Klaus Ewald, Odense.

Baggrundshistorien

Østre Landsret afsagde den 23. juni en dom, som ved retten afviste søgsmålet mod det tidligere folketingsmedlem, Martin Henriksen (DF), og de Konservative folketingsmedlemmer Naser Khader og Marcus Knuth. Sagen var anlagt af den kvindelige imam, Sherin Khan Khan, med påstand om, at der forelå en række æreskrænkelser indeholdt i en intern mail i et folketingsudvalg, som de tre sagsøgte var medlemmer af. Dommen byggede i vidt omfang på de synspunkter, der fremkom i de afsluttende bemærkninger af advokat Klaus Ewald om, at søgsmålet om injurier ikke skulle realitetsbehandles. Et sagsanlæg efter grundloven ville forudsætte, at Folketinget skulle have meddelt sit samtykke hertil. Et sådan samtykke forelå ikke.

Den interne mail var blevet lækket til pressen. Udtalelserne i mailen indeholdt en anbefaling fra de tre sagsøgte folketingsmedlemmer om, at der ikke burde tildeles Sherin Khan Khan offentlige midler grundet hendes tidligere tvetydige udtalelser om stening og piskeslag i forhold til islamisk lovgivning, og om sharias indkorporering i forhold til dansk lovgivning.

Synspunktet fra de tre folkevalgte sagsøgte var, at der var tale om en politisk tilkendegivelse i det hverv, vælgerne havde betroet dem til at varetage. Det burde være oplagt, at folkevalgte politikere alene er bundet af deres overbevisning i udøvelsen af det politiske hverv. Man kunne passende spørge: Hvad skulle folkevalgte ellers være bundet af ud over deres forpligtigelse overfor Gud, konge og fædreland?

Statsforfatningsretten

Det fremgår af Grundlovens § 56, at “Folketingsmedlemmerne ene er bundet ved deres overbevisning…”. Læg dertil, at det fuldt ud er legitimt og i øvrigt ønskværdigt, at alle danske borgere erklærede deres modstand mod sharia. Desværre var det meget få medier og politikere, der forholdt sig til sagens substans, dvs. om sharia-tilhængere var egnede til at udføre opgaver på det offentliges vegne og for offentlige midler. Svaret burde være et rungende nej.

For at sætte det rigtige statsforfatningsmæssige lys på sagen var det væsentligt at trække en række historiske spor tilbage i tiden for at kunne forholde sig til påstanden om afvisning af søgsmålet. Charles-Louis de Secondat Montesquieu udgav i 1748 et værk, som på udgivelsestidspunktet var forbudt under den franske enevælde. Titlen var Lésprit de lois eller på dansk Lovens ånd. Der var tale om en beskrivelse af de guddommelige love, i modsætning til love skabt af mennesker. Ydermere forekom der i værket en beskrivelse af de forskellige styreformer samt en beskrivelse af magtfordelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Immunitetsspørgsmålet indgik som en del af behandlingen af statsforfatningsretten for at beskytte folkevalgte politikere mod arbitrære forfølgelser. Der var og er stadig tale om et hovedværk til forståelse af europæisk statsforfatningsret. Og dermed også i forhold til den danske junigrundlov fra 1849.

Det var de sagsøgtes synspunkt, at den danske grundlovs fædre, Lehmann og Monrad, ville have undret sig såre over, hvor langt sagen med Sherin Khan Khan mod de 3 sagsøgte folkevalgte havde fået lov til at komme i forhold til en egentlig realitetsbehandling. Sagen burde ex officio, dvs. automatisk, havde været afvist efter en skriftlig behandling af landsretten, hvilket er sædvanen. Sagen var i øvrigt henvist til landsretten fra Københavns byret grundet dens principielle karakter af at vedrøre et grundlovsspørgsmål.

LÆS OGSÅ:  Totalt uværdig forskelsbehandling over for udviklingshæmmede.

Grundloven fra 1953 indeholder en i § 57 2. pkt. anført immunitetsbestemmelse, hvorefter folketingsmedlemmer for deres ytringer i Folketinget ikke uden Folketingets samtykke kan drages til ansvar uden for samme. Det kaldes parlamentarisk immunitet. Den i den verserende injuriesag omhandlede mail havde karakter af at indgå i et udvalgsregi i Folketings-sammenhæng. Mailen havde været stillet til personer udstyret med domænenavnet ft.dk. Ytringerne var med andre ord fremkommet som en del af folketingsarbejdet for de tre sagsøgte. Lækagen fra udvalget var i sig selv strafbar, og et klart brud på tavshedspligten for den eller dem, der havde lækket mailen til pressen.

Den danske grand old mester inden for dansk statsforfatningsret, Alf Ross, blev livligt citeret under de afsluttende bemærkninger i retsmødet. Alf Ross’ hensigter og fremhævelse af formålet med at lade folketingsmedlemmer være parlamentarisk immune over for sagsanlæg udgør en del af selve fundamentet i folkestyret. Når vælgerne har vist medlemmerne deres tillid ved at vælge dem, så ville det ikke kun nedbryde folkestyrets fundament, men også troen på, at folkevalgte medlemmer vil turde fremsætte synspunkter, de er valgt til at repræsentere. De skal ikke kunne blive ramt af tilfældige søgsmål af den type, som muslimen Sherin Khan Khan havde anlagt, medmindre et flertal i Folketinget har givet sit samtykke hertil.

Sagens værdipolitiske slagmark

Sherin Khan Khan er en mester i at stille spørgsmålstegn ved det danske værdigrundlag og føle sig misforstået. I forbindelse med den igangværende debat om muslimsk bønnekald kan man notere sig, at Sherin Khan Khan i Information den 22. december 2011 var citeret for at tilkendegive: “Siden jeg begyndte at praktisere islam, har jeg savnet en rigtig moske i hjertet af København, hvorfra der med levende stemmer bliver kaldt til bøn…” I samme indlæg argumentererede Sherin Khan Khan for at fjerne folkekirkens særstatus i Danmark. Det kan simpelthen ikke blive værre i øjne og ører hos patriotisk indstillede politikere. Der er med andre ord flere principielle lag i diskussionen omkring Sherin Khan Khan, som pressen ikke har beskæftiget sig med. Enten fordi man af politisk korrekte årsager ikke har villet, eller fordi man ikke har ment, at det kunne øge oplagstallet.

Set med danske værdikrigerøjne, så har Sherin Khan Khan, trods tale om kvindelige imamer og bløde værdier, et grundlæggende islamisk syn på, hvordan Danmark skal indrettes. Set med danske værdikrigerøjne er der intet opløftende eller oplysende ved islam. De verdenshistoriske spor skræmmer. Sherin Khan Khan plukker de dele ud af islam, som til lejligheden passer ind i hendes åndelige og spirituelle dukkehus-verden. Men det ændrer ikke ved, at Sherin Khan Khan er tilhænger af sharia. Det ændrer heller ikke ved, at Sherin Khan Khans repræsenterer islams formørkede verdensbillede. Det uanset hendes indbydelse til komsammen hos den franske præsident Macron og hendes øvrige generalieblad.

Retssagen i Østre Landsret var en del af den politiske, kulturelle, juridiske og åndelige værdikamp, der føres på mange forskellige niveauer i samfundet. Det har de fleste medier heller ikke forholdt sig til. Udokumenterede påstande om magtmisbrug, hævn og gamle kæresterier mellem Khader og Khan Khan har haft større mediemæssig interesse. Ren Se og Hør journalistik. Men det er også mere overskueligt at fortælle om den slags fremfor at gå i dybden med det indholdsmæssige. Overfladejournalistik kaldes den slags. Det er nemmere at ringe en af universiteternes politisk korrekte juridiske eksperter op og henover morgenkaffe få dem til at tilkendegive, at Sherin Khan Khan har en god sag. Det er overskueligt for det lette journalistiske kavaleri, og det er den nemme løsning. Men, om det er seriøst og samfundsrelevant? Det kan læserne tænke over.

LÆS OGSÅ:  Vildt forslag! "Begrav dræbte jihadister indsvøbt i svinehud!"

Den netop afsluttede retssag er et led i den islamiseringsproces, Danmark gennemlever. Retssagen skulle lukke munden på 3 folkevalgte islam-kritikere, og samtidig fremhæve de kulturradikales bedste bud på en moderat islam. Og offerkortet, som udgør en integreret del af islams udbredelse, blev trukket igen og igen, både af Sherin Khan Khan, og af hendes politiske tilhængere. Men, de sagsøgte kunne tilsvarende trække offerkortet, for det er ikke uden personlige omkostninger at bekæmpe islam. Det er bare meget udansk at gøre det.

Sherin Khan Khan må påregne, når hun anmoder om offentlige skatteyderindbetalte midler, at hun får modstand fra personer, som er kritiske over for sharia og islam. Som Martin Henriksen redegjorde for i Østre Landsret, så var der allerede før mailen blev sendt taget skridt til at forhindre udbetaling af midler til Exitcirklen og dermed Sherin Khan Khan.

Sherin Khan Khans betragtninger

Sherin Khan Khans advokat gjorde gældende, at Martin Henriksen ikke havde udført tilstrækkelig due diligence, dvs. at han ikke havde undersøgt af Khan Khans arbejde inden for Exitcirklen i tilstrækkeligt omfang. Herover for blev det gjort gældende af advokat Klaus Ewald, at man ikke behøvede, at sætte spørgsmålstegn ved Martin Henriksens kendskab til islam efter 20 års politisk engagement i DF, herunder 14 år som medlem af Folketinget. Der var en klar opfattelse af, at Sherin Khan Khan ikke kvalificerede sig til at få offentlige støttemidler forud for mailens afsendelse. Hvis ikke der var blevet reageret politisk mod bevillingen til Sherin Khan Khan, var det at betragte som en politisk pligtforsømmelse.

Videre blev det gjort gældende fra Sherin Khan Khans advokats side, at de tre sagsøgte havde fremført tilkendegivelser i det offentlige rum via pressen, som havde bragt det interne i Folketingets regi tilkendegivne uden for det rum, hvor de kunne påberåbe sig parlamentarisk immunitet. Heller ikke det synspunkt købte landsretten al den stund, at man som politiker skal have ret til at svare på spørgsmål, som relaterer sig til folketingsarbejdet. Ellers ville den parlamentariske immunitet ikke være noget værd. Det var primært det argument, der blev anvendt for at man skulle kunne slippe uden om det i grundlovens § 57 2. pkt. opstillede krav om at indhente Folketingets samtykke til søgsmål. Et sådant samtykke er aldrig meddelt tidligere.

Der forelå et meget omfattende bilagsmateriale omkring praksis fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol fra sagsøgers side. Det blev ikke relevant for afgørelsen.

Konklusionerne i sagen

Sagsforløbet i Østre Landsret var på mange måder en forlængelse af den politiske debat og referater af, hvad venstreorienterede politikere og politisk korrekte juridiske eksperter var citeret i artikler for at fremhæve Khan Khans fortræffeligheder. Hvad Uffe Elbæks partikolleger og det venstreorienterede segment måtte mene, det gjorde ikke den store forskel for Østre Landsrets dommere. Tak for det, må man tilføje. Mens socialisterne tidligere prædikede ligestilling mellem kønnene og prædikede, at religion var opium for folket, støtter de i dag en stærkt konservativ og undertrykkende ideologi. For det er, hvad islam er, ud over også at være en religion. Islam kolliderer på alle niveauer med de vestlige frihedsrettigheder. Det være sig i islams sociale kontrol og underminering af ligestilling og i forhold til menneskerettigheder. Socialismen af i dag er blevet paradoksernes holdeplads. Og for stor en del af borgerlige, liberale Danmark taler med for meget uld i munden, kan man så tilføje.

LÆS OGSÅ:  Danmark kunne lære af Floridas coronastrategi, men det vil vi ikke

Det blev fremhævet, at Sherin Khan Khan havde modtaget priser fra det politisk korrekte og det alt for muslimsk kontrollerede FN. Som om det på magisk vis kunne løfte søgsmålet op over grundlovens krav. Helt galt gik det, da sagsøgers advokat mente, at sagsøger Sherin Khan Khan skulle havde været meddelt ret til kontradiktion i forhold til de øvrige medlemmer af udvalget, som havde modtaget mailen fra de tre sagsøgte folketingsmedlemmer, altså en ret til at kommentere. Der tog han livet af det repræsentative demokrati uden at tænke nærmere over det.

Man kan med rimelighed fremføre, at det personlige forhold mellem Naser Khader og Sherin Khan Khan overskyggede essensen i sagen, nemlig den legitime og nødvendige modstand mod sharia, men det ændrer ikke ved grundtanken i retssagsbehandlingen om, hvad folkestyre er for en størrelse. Man må håbe, at Naser Khader får medhold i Højesteret i den ankesag mod ham, der resterer. Sagen er trukket for langt ud og så for offentlige midler i og med, at Khan Khan havde fået meddelt fri proces.

Opfordringen til landsretten var ganske klar, og det var at afvise sagen allerede fordi sagsøger ikke havde haft juridisk belæg for at anlægge sagen. Man havde ikke gjort sit hjemmearbejde ved at indhente et samtykke fra Folketingets medlemmer. Det synspunkt var Østre Landsret enig i. Sagen blev end ikke realitetsbehandlet i forhold til, om indholdet af mailen kvalificerede sig til at indeholde æreskrænkende udtalelser.

Sherin Khan Khans efterfølgende kommentar til dommen lød på, at “det var en sort dag for demokratiet“. Det viser så endnu en gang den meget ringe forståelse for de demokratiske spilleregler i Danmark. Sherin Khan Khan udtalte tilmed til Ekstra Bladets netavis tirsdag den 23. juni 2020 – kl. 17:13, “at de tre politikere ikke kan gå fri af folkedomstolen“. Hvad mente Khan Khan med den udtalelse? Hvilken folkedomstol? Den islamiske eller den danske?

Nu er der sat et punktum, i hvert fald for undertegnede, Martin Henriksen, og for medsagsøgte, Marcus Knuths, vedkommende, i og med, at Sherin Khan Khan alene har valgt at anke sagen i forhold til Naser Khader. Grundloven og folkestyre stod sin prøve. Det var bekræftende, at få det fastlagt i dommen fra Østre Landsret.

Man må opfordre til, at værdidebatten og kulturkampen fremadrettet kæmpes i det offentlige rum og ikke ved domstolene. Man må også opfordre til, at medierne i højere grad fokuserer på grundsubstansen i værdidebatten og kulturkampen i stedet for alt det ligegyldige. Hæv barren, hvis I som medier ikke vil gøre jer selv overflødige i samfundsudviklingen.