Op mod hver tiende elev består ikke folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik. Det er triste tal, som er uforandrede i de sidste 5 år, mener Dansk Industri, som nu foreslår, at der årligt sættes 200 millioner kroner af til de af landets skoler, hvor flest dumper i de to vigtige fag.
– Det er en kæmpe udfordring, at der fortsat er alt for mange elever, der forlader folkeskolen med for svage kundskaber i dansk og matematik. Det lukker for mange døre for de unge, siger underdirektør Mette Fjord Sørensen, DI.
En ny opgørelse fra DI viser, at det i de seneste 5 år uforandret er 8-9 procent af de elever, der tager folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse, der ikke får den mindste beståede karakter 02 i dansk og matematik. På 240 af landets folkeskoler er det mere end hver tiende elev, der ikke opnår 02 i dansk og matematik.
– Det er omkring 5.000 elever, som tager folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse, som hvert år ikke er i stand til at få de mindste beståede karakterer 02 i dansk og matematik. Det skal vi gøre bedre, for vi ved, at elever med utilstrækkelige faglige forudsætninger fra folkeskolen får svært ved at klare sig videre i uddannelse og arbejde. Vi skylder de unge, at vi ikke efterlader dem på perronen, siger Mette Fjord Sørensen.
På baggrund af de nye tal foreslår DI, at regeringen og Folketingets partier bruger 200 millioner kroner årligt til de folkeskoler, som har flest elever, der ikke består dansk og matematik. Pengene er allerede afsat på finansloven i en pulje til flere lærere i folkeskolen, der i 2021 er på 400 mio. kr.
– Vi synes, det er klogt, at regeringen og dens støttepartier har afsat flere penge til lærere i folkeskolen de kommende år. Det er en del af løsningen. Men i stedet for at smøre pengene tyndt ud over alle skoler, foreslår vi, at i hvert fald en del af de ekstra penge, mindst 200 mio. kr., målrettes de folkeskoler, der har flest elever med et stort fagligt efterslæb i dansk og matematik, siger Mette Fjord Sørensen.
DI foreslår samtidig politikerne at sætte et nyt nationalt mål om, at 95 pct. af eleverne får mindst 02 i dansk og matematik i 2025. Det skal sikre et mere vedvarende fokus på udfordringen med de fagligt svageste elever, at der løbende bliver fulgt op, at målet nås og at der igangsættes initiativer til at indfri målet.
– Samtidig beder vi kommunerne om at lave konkrete målsætninger for, at de reducerer andelen af afgangselever med under 2 i dansk og matematik frem mod 2025, og det bør følges op med konkrete anvisninger til, hvordan reduktionerne nås.
– Når man kigger på Danmarkskortet, er der betydelige forskelle mellem elevernes faglige resultater rundt omkring i kommunerne, men alle kommuner har potentiale til at bidrage til målsætningen. Det er en bunden opgave, at færre elever forlader folkeskolen med utilstrækkelige faglige forudsætninger, siger Mette Fjord Sørensen.
DI’s forslag er en del erhvervsorganisationens nye 2030-plan for Danmark, som præsenteres på DI Topmødet tirsdag den 29. september.