Danmark gik ikke med i det daværende EF i 1972 af kærlighed til det fælles Europa, men først og fremmest fordi det økonomisk gav mening, og det gør det i høj grad fortsat, siger Nikolaj Bøgh, rådmand i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti, og Morten Messerschmidt, EU-ordfører og folketingsmedlem for DF, i et interview med Berlingske.
Vi har – navnlig som et lille land – brug for en stærk og handlekraftig handelsunion. Men vi skal også sætte grænser for EU, som ikke skal udfordre nationalstaternes grundlæggende suverænitet i forhold til bl.a. skatteopkrævning og finanspolitik.
Hvor det oprindelige EF handlede om frihandel, vækst og arbejdspladser, er det EU, som vi kender i dag, noget helt andet. Alt det, danskerne dengang sagde ja til, fylder stadig mindre i det EU, der dag for dag æder af danskernes frihed.
Hjælpepakken på astronomiske 750 mia. euro er ikke bare et forsøg på at strække hånden ud til Sydeuropa. Fælles gæld og hæftelse er endnu et skridt mod en fælles EU-finanspolitik. Det er en krigserklæring mod nationalstaten. Imod Danmark.
Alt rykker i retning af et føderalt Europa, og det slutter ikke der. For med EU slutter det aldrig. Man vil have en sundhedsunion. Man vil have fælles mindsteløn. Fælles udlændingepolitik. Forbud mod grænsekontrol. Et sådan EU er ikke foreneligt med Danmark som en fri og selvstændig nation.