Alvorligt trafikuheld – 21-årig klippes fri

Kl.06.50 i morges skete et alvorligt frontaluheld på rute 225, Odsherredvej kort før rute 21 i Nørre Asmindrup. Føreren af en personbil mistede herredømmet over bilen i et sving og kom over i de modkørendes vejbane, hvor den kolliderede med en mindre varebil. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor begge bilister var vågne, men redningspersonalet meldte, at der var risiko for alvorlig personskade. Den 21-årige var fastklemt og blev klippet fri af sin bil. Begge bilister, en 21-årig mand fra Holbæk, som var fører af personbilen og en 49-årig mand fra Vig, som kørte i varebilen, blev begge bragt til sygehuset til undersøgelse. Bilerne var kraftigt deformerede efter kollisionen.

Politiet afspærrede vejen og tilkaldte en bilinspektør, som skulle undersøge uheldsstedet. En af bilerne var som følge af sammenstødet landet oven på et el-skab, så politiet tilkaldte el-selskabet, som sikrede el-linstallationen. Trafikken blev ledt uden om uheldsstedet med skiltevogne, så køen på rute 225 blev afviklet. Omkring kl. 09.42 var undersøgelserne på stedet afsluttet, og vejen var ryddet op og kunne genåbnes. Senere på dagen fik politiet en opdatering på tilstanden af de to parter i uheldet, som begge var sluppet meget heldigt fra det alvorlige sammenstød. Ingen af de to mænd havde pådraget sig alvorlige skader og var blevet udskrevet fra sygehuset samme dag.