Amalie Lyhne lever i en boble af borgerlig ønsketænkning

I en kommentar i Berlingske koger den borgerlige lederskribent, Amalie Lyhne, suppe på den fortærskede sandhed: Dansk velfærd er for dyr og for dårlig. Og så opfordrer hun de såkaldte ”borgerlige” partier til at skitsere konturerne af et moderne borgerligt styret velfærdssamfund.

”Hvordan adskiller et borgerligt styret velfærdssamfund sig fra det velfærdssamfund, vi har i dag? Hvis et troværdigt borgerligt regeringsalternativ skal stables på benene, skal velfærdssamfundet også adresseres: Hvordan skal vi højne fagligheden i folkeskolen, hvordan skal vi få bedre forhold i daginstitutioner og på plejehjem, hvordan skal sundhedssystemet indrettes, og hvordan skal økonomien hænge sammen?”, spørger Amalie Lyhne og tilføjer, at borgerlige politikere i den sidste valgkamp havde rigelig lejlighed til at forklare det, men det lykkedes på ingen måde.

Mens de borgerlige debattører som Amalie Lyhne drømmer om et borgerligt alternativ til socialdemokratismen, findes der reelt ikke nogen efterspørgsel efter et borgerligt projekt, fordi den borgerlige vælgerbase i Danmark for længst er blevet socialdemokratisk. Midten i dansk politik er nemlig rykket stærkt til venstre, hvor langt de fleste vælgere og partier nu klumper sig. Og derfor er de borgerlige partier i dag nødt til at være afskygninger af Socialdemokratiet. De står stort set for den samme politik som Socialdemokratiet & Co. og hylder den samme socialistiske formynderstat, ganske enkelt fordi det er det samfund, et flertal af danskerne vil have.

Billedet af Danmark, der er opdelt efter skarpt optegnede værdipolitiske brudlinjer, er derfor en myte, for reelt regeres landet af det store nationale Socialdemokrati (Folketinget) bestående af røde og blå socialdemokratiske fraktioner (folketingspartier). Danmark har med andre ord et etpartisystem, hvor samtlige folketingspartier indgår i det store velfærdssocialistiske parti. Reelt er der i Folketinget kun ét gangbart syn på, hvordan Danmark skal se ud. De hårde påstande, der fremsættes, er derfor ikke en ægte kamp mellem politiske modstandere om forskellige ideologier, værdier og idéer, men snarere et kollektivt rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater leger venstre- og højrefløj. Et folketingsvalg handler ikke om ideologi, men bogstavkombinationer og om til sidst at mødes i midten. Og derfor giver det socialdemokratiske danske skindemokrati ikke mulighed for alternative løsninger på samfundets udfordringer.

Et folketingsvalg, der er kemisk renset for ideologiske forskelle, handler ikke om at vælge en retning for Danmark, for uanset hvem der vinder valget, er der kun en retning for Danmark, nemlig velfærdssocialistisk. Mens politiske partier i andre lande præsenterer forskellige samfundsmodeller, måles afgørende ideologiske forskelle i Danmark i marginaler i de offentlige budgetter. F.eks. om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 pct. eller 55,9.

De borgerliges politiske ambition er udelukkende teknokratisk: at administrere det eksisterende velfærdssocialistiske system en smule bedre end modparten, at flytte 2 pct. her og nogle få milliarder dér. Samtlige borgerlige partier ønsker at ”regere hen over midten”, hvilket er kodeord for, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Samtlige borgerlige partier ser det som deres mission at optimere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberalistisk samfundsmodel. Samtlige borgerlige partier bruger energien på at gøre sig lækre for den grå leverpostejsmasse i midten og overbevise den om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv. I januar 2024 har Venstres Troels Lund Poulsen (V) skåret det ud i pap: ”Venstre har ikke noget ønske om at udfordre den socialdemokratiske model. Tværtimod. V står for velfærd”. Præmissen for den politiske debat og den førte politik i Danmark er ALTID, at den nuværende velfærdssocialistiske samfundsmodel skal fastholdes.

Borgerligheden her i landet er for længst gået tabt i den socialdemokratiske velfærdsstat, fordi de nye generationer af borgerlige politikere har et samfunds- og verdenssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark. De aner derfor ikke, hvordan et borgerligt velfærdssamfund ser ud eller skal se ud. De har ingen optimistisk, ambitiøs og inspirerende borgerlig vision for Danmark. Og de har ingen realistiske svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis de borgerlige en dag skulle overtage regeringsmagten. Der er derfor ingen i Danmark, der ved, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer, hvordan de kan forandre danskernes livsbetingelser til det bedre, og hvorfor de er bedre end de socialdemokratiske. Selv hvis miraklet skulle indtræffe, og der bliver et blåt flertal, så er der ingen politikere og debattører i Danmark, der ved, hvad magten så skulle bruges til.

Hvorom alting er: et troværdigt borgerligt regeringsalternativ er en illusion, der kun findes i Amalie Lyhnes boble af borgerlig ønsketænkning.

André Rossmann