Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har nu vurderet politiets efterforskningsmateriale i sagen mod Sundplejen
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi er nu færdig med at gennemgå sagen, hvor Haderslev Kommune har anmeldt Sundplejen for at have begået bedrageri mod Haderslev kommune i en periode fra juli 2019 til oktober 2020.
Anklagemyndigheden har gennemgået efterforskningens resultater i sagen og har opgivet påtale. Det betyder, at der ikke bliver rejst nogen straffesag.
Anklagemyndigheden må kun rejse en straffesag, hvis det vurderes, at der er tilstrækkelige beviser til, at den sigtede vil blive dømt. Det skal kunne bevises, at den sigtede er skyldig uden for enhver rimelig tvivl. Når anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse en straffesag, er det fordi, anklagemyndigheden ud fra de samlede omstændigheder i sagen ikke mener, at det ved en domstol vil kunne bevises, at Sundplejen er skyldig i bedrageri.