Site icon 24NYT

Anna hjælper ofre for forbrydelser og ulykker

Døgnet rundt er Vestegnens offerrådgivere klar til at hjælpe ofre, vidner og pårørende efter voldsomme oplevelser på telefon 2368 6037. En af dem er Anna.

Stalking, vold og dødsulykker. Skam, skyld, frygt og magtesløshed. Tårer, mavepine og traumer.

Når Annas vagttelefon ringer, er der ofte et bekymret menneske med behov for en seriøs snak i den anden ende.

”De har som regel selv været udsat for en alvorlig forbrydelse eller oplevet noget voldsomt, eller også er det gået ud over et familiemedlem eller nær ven. De er måske i en form for psykisk alarmberedskab og har nu behov for at få samlet op på oplevelsen. Jeg hjælper dem på vej til at få det bearbejdet og finde et nyt perspektiv på livet i en svær situation,” siger Anna.

På offerets side

Anna er frivillig rådgiver hos Offerrådgivningen ved Københavns Vestegn og klar til at tage telefonen, hvis ofre, vidner eller pårørende har brug for hjælp:

“Som offerrådgiver står vi altid på deres side, jeg er der for dem. Jeg lytter til den enkeltes behov, taler hændelsen og dens konsekvenser igennem med dem, og så rådgiver jeg om, hvilken professionel hjælp, der kan bringe dem videre, hvis der er behov for det,” siger Anna.

 

Normale reaktioner efter unormale oplevelser

Mange ringer, fordi de er tynget af utryghed og frygt. De føler sig måske ved siden af sig selv, sover skidt, har let til tårer eller går rundt med hovedpine og ondt i maven.

Og de har brug for et andet menneske at snakke med om hændelsen, oplever Anna.

”Fælles er, at der bag hvert opkald er et normalt menneske, som er berørt af en unormal oplevelse. Jeg betrygger dem i, at de reagerer naturligt og sundt, selvom det føles svært og ubehageligt lige nu. Jeg beder dem øve sig i at være tålmodige og give sig selv tid til at hele op igen –  lidt på samme måde som havde de fået et sår eller et blåt mærke.” siger Anna.

Hendes opgave er også at indgyde et håb for fremtiden. Det kan være svært, når verden er ramlet.

Hun husker blandt andet en kvinde, der blev stalket af sin ex-mand. Hun var både skamfuld over at være havnet i kløerne på en psykopatisk mand og frygtede samtidig hans næste træk med chikane og løgne for familie, venner og myndigheder.

Anna mindes også en ulykkelig mand, som plagede sig selv, fordi det ikke var lykkes ham at redde to personer fra at brænde inde. Hun glemmer heller ikke en ung kvinde, som hjalp til ved en trafikulykke, da en lille dreng blev påkørt og dræbt foran hende.

”I samtalen bliver det ofte tydeligt, at vedkommende ikke har gjort noget galt – faktisk tværtimod, men ufrivilligt var havnet i en situation, de ikke selv havde kontrol over. De starter ofte med at føle sig ulykkelige, magtesløse eller afmægtige, men ender som regel med at forlige sig med situationen, anerkende sig selv og få øje på de muligheder og den bistand, der trods alt ligger foran dem,” siger Anna.

 

Brændstoffet er at hjælpe andre

En offerrådgiver er en uvildig samtalepartner til støtte for ofre, vidner eller pårørende. Decideret sagsbehandling tilkommer andre fagfolk, og offerrådgiverne hjælper med at få tjekket, om rette bistand er involveret. Er fx politiet, en læge, en psykolog eller en bistandsadvokat inde over? Kan en hjælpeorganisation bistå – fx Mødrehjælpen, et krisecenter, hjælp til volds- eller stalkingofre eller andre?

Anna har været offerrådgiver i 11 år og er under Offerrådgivningen i Danmark (OID) også uddannet som mentor for ofre i længere forløb samt som supervisor for andre offerrådgiver.

“Mit pejlemærke som offerrådgiver er: Det kunne have været mig, men det er det ikke lige nu – og netop derfor kan jeg hjælpe et medmenneske med at holde håbet og finde et nyt fodfæste i den vanskelige situation,” siger Anna, der privat er uddannet psykoterapeut og før har arbejdet i reklamebranchen.

”Jeg føler klart, at jeg hjælper og gør nytte for andre mennesker i en svær situation. Jeg husker mange af af samtalerne, og jeg tror også, de husker vores fortrolige samtale,” siger Anna.

Fakta om offerrådgivere

• Hjælper ofre, vidner og pårørende efter voldsomme og chokerende oplevelser, fx ulykker, kriminalitet og trafikuheld
• Har altid tid til en samtale og til at lytte.
• Kan vejlede, informere og rådgive om den bedste hjælp.
• Har tavshedspligt og noterer ikke personoplysninger ned.
• Gratis og anonym rådgivning
• Arbejder ulønnet og har forskellige faglige baggrunde
• Træffes på døgntelefon 23 68 60 37

Vil du også hjælpe ofre?

Offerrådgivningen på Københavns Vestegn søger lige nu nye offerrådgivere. Har du et overskud i dit liv, og har du lyst til at hjælpe et andet menneske – så overvej at bliv frivillig offerrådgiver.

For at støtte ofre, vidner og pårørende bedst muligt, samarbejder Offerrådgivningen med hospitaler, brand, redning og politi i alle landets politikredse.

 

”Vores Offerrådgivning søger i øjeblikket frivillige kvinder og mænd, som er tålmodige, gode til at lytte og har et personligt overskud til at hjælpe andre,” siger politiassistent Ditte Jensen, offerrådgiverkoordinator ved Københavns Vestegns Politi.

Offerrådgivningen giver kommende offerrådgivere en grundig uddannelse, som bliver opdateret på temadage og videreuddannelse, og bliver del af et stort fællesskab med andre offerrådgivere i hele landet.

Næste grunduddannelse er 27. og 28. august.

”Hvis du gerne vil være med til at gøre en forskel for et medmenneske med brug for hjælp, så bør du overveje at blive offerrådgiver,” siger Ditte Jensen.

Interesserede er velkomne til at høre mere på Offerrådgivningens døgnnummer 2368 6037 eller hos koordinator Ditte Jensen på mobil 4045 2384.

Offerrådgivningen på Københavns Vestegn

Består af omkring 10 frivillige rådgivere, som mødes hver måned, diskuterer etik, samler op på samtaler m.v. og planlægger vagtuger.

Der er altid minimum to offerrådgivere på vagt ad gangen i eget hjem. I gennemsnit er der et opkald om dagen.

Offerrådgivningens grunduddannelse er fem moduler i weekends og opdateres løbede om nye kriminalitetsformer på temadage.

Offerrådgivere har mulighed for at uddanne sig som mentor og i supervision.

Læs mere hos Offerrådgivningen i Danmark (OID): www.offerraadgivning.dk

Exit mobile version