Berlingskes mellemøstkorrespondent, Carolina Kamil, har igen begået en artikel fuld af falske påstande, manipulation, misinformation samt egne politiske holdninger/ønsker, som ingen steder hører hjemme i, hvad der præsenteres som en “analyse”.
Det klare budskab er, at Israel burde levere våben til Ukraine, men undslår sig sin “moralske” pligt gennem “fedtspilleri” og “gode undskyldninger”.
Hvorfor Berlingske mener, at netop Israel – modsat andre frie nationer – ligefrem har en pligt til at gå militært ind i en konflikt i Europa, er uklart. Modsat kan de fleste normalt tænkende mennesker nok godt forstå, at Israel tøver med at kaste sig ind i en krig med Rusland, som er massivt militært tilstede i Syrien, Israels fjendtligtsindede nordlige naboland.
Carolina Kamil gør brug af en urimeligt nedladende tone og udviser manglende respekt for de alvorlige dilemmaer, Israel står overfor. Det er ikke Berlingske værdigt, hvorfor Dan Harder, redaktør af Israel-Online.dk, har forelagt ansvarshavende redaktør, Tom Jensen, nedenstående kritik:
Carolina Kamil beskylder Israel for ‘fedtspilleri’ og for at komme med ‘gode undskyldninger’. Sidstnævnte er i citationstegn, forstået sådan, at der i hendes optik er tale om ‘dårlige undskyldninger’. Det er lidt af en påstand, og en dybt politisk ladet én af slagsen.
For hvad er Israels begrundelser for at ikke at ville involvere sig militært i en krig, som Rusland deltager i?
Som Carolina Kamil gangske rigtigt skriver, ligger Israel i krig med nabolandet Syrien, der også samarbejder med Israels ærkefjender, Iran og den iransk-støttede shiamuslimske Hizbollah-milits i Libanon. Netop Rusland udgør den primære militærmagt i Syrien, blandt andet fordi Rusland reelt kontrollerer det syriske luftrum.
En vis koordination med Rusland er derfor nødvendig for, at Israel kan bevare sit manøvrerum til at bekæmpe Irans og Hizbollahs militære oprustning i Syrien, som udgør en trussel imod Israel. Israels ønske om at opretholde den hårfine balance er bestemt ikke nogen ‘dårlig undskyldning’. Det er en meget reel bekymring.
Det er også naturligt og ganske forståeligt, at Israel tøver med at sende sit avancerede ‘Iron Dome’-missilforsvarsskjold til Ukraine. Ville Israel have råd til, at et sådant batteri faldt i russiske hænder, skulle krigslykken vende? Næppe.
Og som Kamil også selv nævner, har Kreml truet med at gøre livet surt for jøder i Rusland. Så der er alt i alt mange gode grunde til, at Israel er forsigtige med at komme på kant med Rusland.
Carolina Kamil skriver:
“Siden den russiske præsident, Vladimir Putin, for otte måneder siden invaderede Ukraine, har Israel som et af de få lande i den vestlige alliance insisteret på at fastholde en såkaldt ‘neutral‘ holdning til krigen”.
Men det er jo ikke sandt.
For det første er Israel ikke med i nogen ‘vestlig alliance’. Det vides ikke, om det er Nato, Kamil sigter til, men Israel kan jo netop ikke være med i alliancen, der i givet fald skulle forsvare Israel, hver gang en af landets naboer angriber. Nato optager ikke lande, som allerede er i krig. Tværtimod er Israel helt alene om at forsvare sig.
Israel har heller ikke holdt sig ‘neutral’ i sin holdning til krigen i Ukraine, men har tværtimod fra starten fordømt Ruslands uprovokerede invasion. Det skriver Kamil sådan set selv, så hendes slet skjulte kritik går altså på, at Israel – efter Carolina Kamils mening – burde have kastet sig militært ind i krigen på Ukraines side. Men det er et politisk synspunkt, som ingen steder hører hjemme i en angiveligt faktuelt oplysende artikel.
Kamil håner også Israels tidligere premierminister, Naftali Bennet, for hans forsøg på at mægle mellem parterne ved krigens start. Det er endnu et politisk synspunkt fra hendes side. Andre vil måske mene, at det var forsøget værd, selvom det ikke lykkedes. Ofte synes vi her i Danmark, at det er en positiv ting, når nogen forsøger at mægle imellem stridende parter. Bare ikke, når det er Israel, åbenbart.
At Israel har hjulpet Ukraine med humanitær assistance, giver Carolina Kamil heller ikke meget for. Det skal være våben, forstår man. Også selvom Kamil selv nævner, at Rusland direkte har truet Israel med, at våbenhjælp til Ukraine ‘vil fuldstændig ødelægge de politiske relationer mellem de to lande’.
Så hvad er det egentlig Carolina Kamil ikke forstår?
Sagen er jo, at mens vi andre i den vestlige verden mest er truet på pengepungen pga. gaspriserne, er Israel reelt fanget i en militær klemme. Israel har det russiske luftvåben med avanceret antiluftskyts stationeret lige på den anden side af en grænse, som ikke har kendt fred de sidste 74 år. Så der er ingenlunde tale om ‘undskyldninger’, hverken gode eller dårlige.
Ruslands militære styrke har vist sig mindre formidabel, end nogen eksperter havde troet før krigens start. I de seneste dage har Rusland angiveligt trukket soldater ud af Syrien for at indsætte dem i Ukraine. Samtidig har Rusland optrappet sine missil- og droneangreb (bl.a. med iranske droner), angiveligt også imod ukrainske civilområder.
De forhold har fået Israels regering (som Carolina Kamil nedladende kalder ‘aparte’ – antageligt fordi den indeholder partier helt fra venstrefløjen til det yderste højre, og endda inkluderer et arabisk, islamistisk parti – noget man nok normalt ville kalde for et fornemt demokratisk kompromis) til at tilbyde Ukraine et avanceret system, som kan advare om indkommende missiler og droner.
Det er da et godt tilbud, tænker man umiddelbart. Israelerne er jo regulære verdensmestre i den slags. Men det giver Carolina Kamil altså heller ikke meget for. Hun påstår, at det forslåede system er inkluderet i det, den ukrainske præsident Zelensky kaldte for ‘nul og niks’. Men det er jo heller ikke sandt. For Den bemærkning faldt for næsten en måned siden – altså knap en måned før Israel kom med tilbuddet. Det er jo ren manipulation!
Hvorfor misinformerer Carolina Kamil? Hvad er formålet?
Alle Israels argumenter for ikke at levere våben til Ukraine er ifølge Carolina Kamil ‘blevet stadigt svagere og moralsk vanskelige at opretholde, som krigen har udviklet sig’, ligesom hun mener, at ‘argumenterne for Israels unikke sikkerhedsudfordringer smuldrer’. Og endelig forestiller hun sig (håber hun på, lyder det som om), at USA og Europa vil lægge pres på Israel for at levere våben til Ukraine.
Hele præmissen for artiklen er altså, at Israel har moralsk pligt til at levere våben til Ukraine, men (af skumle, unævnte årsager) ikke vil. Men hvad er det for noget vrøvl? Hvorfor må israelerne ikke selv vælge, om de vil gå i krig mod Rusland? Det står da enhver selvstændig nation frit for at træffe den slags alvorlige beslutninger.
Udover alle de falske påstande har Carolina Kamil åbenlyst sin egen agenda om at kritisere israelerne. Er det virkelig rimeligt, Berlingske?
Situationen ændrer sig løbende, og der er naturligvis i Israel en debat om, hvorvidt man ligefrem skal yde Ukraine militær støtte. Det kan ikke udelukkes, at det kommer så vidt. Men det vil betyde, at Israel lægger sig ud med sine værste fjenders nærmeste allierede. Det forekommer risikabelt.
Men det er altså en risiko, Berlingskes mellemøstkorrespondent helt tydeligt mener, den jødiske stat er moralsk forpligtet til at løbe”.