Antisemitismen er en ny normal i Danmark

Anne Boukris er ikke kun jøde. Hun er bl.a. leder af den jødiske filmfestival, der hvert år finder sted i København. ”Vi har normaliseret ideen om, at der står militær foran synagogen i Krystalgade i København. Vi accepterer relativt upåvirket, at det er en del af det danske samfund, og det, mener jeg, er et varsel om en forkert udvikling. Det er bare ikke godt nok for mig som jøde i Danmark. Jeg vil kunne leve frit som jøde”, siger hun til Berlingske.

Anne Boukris arbejder til dagligt med mange forskelligartede kulturelle projekter og har i kulturens verden konkret oplevet antisemitismen. Hun har mødt arkitekter, der ikke vil bygge projekter finansieret af israelske penge. En musiker, der nægter at spille på israelsk jord, og Copenhagen Jazz Festival, der ikke inviterede en israelsk saxofonist af politiske og sikkerhedsmæssige årsager. Samfundsnormer, som hun mener har bevæget sig i en mere radikal (dvs. antisemitisk – red.) retning de senere år.

Martin Krasnik, som  er chefredaktør på Weekendavisen og jøde, mener, at den slags antisemitiske hændelser ikke kan komme som en overraskelse for danske jøder.

Det er noget, som er der hele tiden. Den jødiske børnehave og den jødiske skole i København er plastret ind i pigtråd. Jødiske institutioner er under bevogtning. Det er ikke nogen overraskelse, og det er næsten det mest sørgelige. Hvis man vil leve et jødisk liv i Danmark, så er det sådan”, siger Krasnik.

En årsag til, at vi ser antisemitisme vokse frem i flere lande i Europa i disse år, er ifølge Martin Krasnik, at der er kommet en meget stor gruppe indvandrere fra Mellemøsten, som seriøst er opflasket med jødehad og som blander det jødiske og det israelske sammen i én stor pærevælling. Antisemitismen i Mellemøsten er gigantisk, og den har også fået et udtryk i Europa.

Den klassiske højrefløjs-antisemitisme er den farligste, men den er mindst udbredt i Europa for øjeblikket”, siger Jair Melchior, overrabbiner for Det Jødiske Samfund i Danmark.

For første gang i mit liv tænkte jeg i morges: Nå, måske får jeg brug for at rejse til Israel, og det har jeg mulighed for, hvis det bliver for galt her« – en skør og umoderne tanke, men alligevel”, siger Anne Boukris.

Kommentarer